Tab af arbejdspladser
Det er enhver oppositions ret at klandre den siddende regering og dens støtteparti, således som Leif Lahn Jensen gør i JP Århus 11/6.
Her skriver LLJ, at vi er udsat for en velfærdsmassakre. Ak, ja. Regeringen er uduelig, den laver love, der ingen sammenhæng har, den er økonomisk uduelig og er kun ude på at ødelægge det danske samfund, skriver Leif Lahn Jensen.
Sådan hænger tingene sammen ifølge hele venstrefløjen. Men det er en let gennemskuelig aktion, som venstrefløjen nu kører frem med, og som vil tiltage i styrke helt frem til næste valg. Må jeg gøre LLJ opmærksom på, at kommunerne, stik imod aftaler, har brugt ca. fem mia. kr. mere i 2009, end de via KL lovede. Må jeg gøre LLJ opmærksom på, at der siden 2001 er tilført den offentlige sektor 61 mia. kr. Det er faktisk rigtig mange penge. Det er velfærden steget med.
Fjernøstlig konkurrence
S og SF-modellen, kaldet ”fair løsning”, har ét resultat: Tab af tusindvis af arbejdspladser. Hvorfor? Fordi den vil pålægge erhvervslivet yderligere byrder, dels via skatter, men også via en uansvarlig energipolitik, hvor øgede afgifter vil dræne virksomhedernes økonomi. Dette samtidig med at vi kæmper mod konkurrence fra fjernøsten, hvor arbejdsmiljø og anstændige arbejdsforhold er ikke eksisterende. Sjovt nok de samme lande, som specielt S og SF ikke kan tildele danske skattekroner nok, her som ulandsstøtte. Det er jo fuldkommen ude af proportioner.