Mindre kniv og mere træning sparer penge i rygbehandlingen
Hvert år bliver 11.000 mennesker i Danmark opereret for en ryglidelse.
Det svarer til omkring 2.500 alene her i Region Midtjylland. Af dem vil mindst halvdelen have lige så god gavn af en aktiv, tværfaglig behandling, der ikke involverer operation, men derimod simpel, fysisk træning.
Der er naturligvis forsat patienter, der vil have brug for operation, men skalpellen bør ikke være førstevalg i behandlingen af ryglidelser.
Mere effektivt end operation
Nyere forskning har vist, at træning efter et skræddersyet program sammensat af læger, fysioterapeuter og kiropraktorer i mange tilfælde er mere effektiv end operation til behandling af alvorlige rygproblemer som diskusprolaps.
Samtidig undgår man de komplikationer, der uvægerligt er forbundet med operation, og som i værste fald kan give behov for en eller flere genoperationer. Træning er nemlig bivirkningsfrit - og så er det billigt.
Ved at satse målrettet på at undgå operation som behandling af diskusprolaps kan vi på landsplan spare op imod 25 mio. kr. Det svarer til næsten 6 mio. kr. her i regionen.
I Danske Fysioterapeuter vil vi derfor opfordre politikerne i regionen til at sætte skub i brug af mere træning. Det kan bl.a. gøres ved at bruge økonomistyringsredskaberne mere offensivt og at belønne de sygehuse, der bruger mindre indgribende, mere effektive og billigere behandlinger.