Sommerens museer

Sommeren er museumstid. Både børn og voksne nyder at have tid til at studere kunst og kultur på vores fine samlinger. Vi har meget at vise frem indenfor billedkunst på vores samlinger og skiftende udstillinger giver flotte tilbud.

Men jeg kan ikke lade være med at påpege to tidsler i rosenbedet: Den manglende lighed mellem Århus og København.



ARoS har været fremme i medierne med fantastiske udstillinger og som et eksempel på, hvordan regeringen begunstiger et stort århusiansk museum. Men et andet museum bør også komme i fokus, når kulturministeren skal have pengepungen frem i næste finanslov: Kvindemuseet.



Det er uforståeligt, at Danmark har et unikt museum, som bliver studeret i hele verden, men som vi ikke vil give statsanerkendelse. Kvindemuseet i Århus er det eneste i Danmark og det største i verden. Det overgås kun af en kunstsamling i Washington med kvindelige billedkunstnere.



Kampen for ligestilling

Der valfartes til kvindemuseet fra hele verden, og museet giver en på samme tid overskuelig og grundig gennemgang af vore nutids og fortids historie fra kvindevinklen.



Hvorfor er det så vigtigt? Jo, for al anden historieskrivning er skrevet fra mænds vinkel. Men meget lidt af det, som mænd har udrettet gennem tiderne, ville være blevet realiseret, hvis ikke kvinder havde sikret den private sfære bag: Børn, opdragelse, mad, tøj, hjem, netværker osv.



Hele den verden af oversete, men uundværlige aspekter af vores tilværelse mangler i de fleste fremstillinger af vores fortid og nutid. Vi skal også kunne dokumentere kampen for ligestilling. Udviklingen bærer i en retning, hvor vi hver især som mennesker uafhængigt af køn skal kunne varetage vores egen husholdning - så at sige. Ligestilling er ikke, at vi skal være ens, men at vi skal indrette vores samfund, så begge køn får lige muligheder.



Kvindemuseet sætter fokus på kvinders rolle og kvinders liv. Museet rummer samlinger, der viser, hvordan kvinder fik livet til at hænge sammen gennem hårde tider, hvordan familier overlevede på snilde, og hvordan drømme og længsler altid har slået rod i undertrykte grupper.



Kvindemuseet har af helt uforståelige grunde aldrig kunnet få statens blåstempling, men SF vil endnu en gang gøre forsøget til efteråret i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen