Hensynet til barnets tarv

Socialpædagogerne Østjylland er tilfredse med, at undersøgelser i Mads-sagen slår fast, at kommunen har ført en uacceptabel politik.

Århus Kommune har haft alt for lidt fokus på barnets trav og alt for meget fokus på at tilgodese samarbejdet med forældrene. Og det er gået ud over hensynet til de børn og unge, der har haft mest brug for kommunens hjælp til at få et værdigt liv. Det viser KL's seneste undersøgelse af anbringelseskulturen i Århus Kommune.



Socialrådmand Laura Hay udtaler, at magistraten har taget rapporten til efterretning, og nu gælder det bare om at komme videre. Det er vi sådan set også enige i. Men det helt afgørende er, hvad det er, Socialforvaltningen vil gå videre med. KL understreger, at kommunens samarbejdskultur ikke er juridisk acceptabel.



Men hvad er det så, at rådmanden vil gøre i stedet for? Det mangler vi i høj grad svar på.



Det er ikke nok at ansætte flere sagsbehandlere til at undersøge sagerne. Det er heller ikke nok at etablere en juridisk afdeling, som skal tjekke socialcentrene efter i sømmene. Der skal en helt ny kultur til, hvor kommunen får skabt en sammenhæng mellem den juridiske og den socialpædagogiske indsats.



Indsats efter behov

Det er fint nok at sikre, at det juridiske grundlag er i orden. Men det er kun i det daglige socialpædagogiske arbejde, at vi kan være med til at gøre en forskel for de anbragte børn og unge. For det er her, at de for alvor kan mærke, at vi tager dem alvorligt, lytter til dem og tilrettelægger indsatsen efter deres behov.



Men det kræver en politisk opprioritering af den socialpædagogiske indsats. Det kræver, at politikerne forstår, at det er det daglige møde mellem pædagogerne og de anbragte børn og unge, som gør en forskel i deres liv. Det er her, at den nye kultur bliver udviklet. Ellers kommer vi til at stå med en række nye sager om få år.



Hvis socialrådmandens pæne ord skal blive til virkelighed, handler det om, at hun og de øvrige politikere har viljen og modet til at følge deres flotte retorik op med realpolitiske beslutninger.



Nu har kommunen brugt mange ressourcer på at rydde op i sin egen organisation. Det var helt nødvendigt. Men vil vi anbefale, at politikerne nu kigger fremad og tilfører de ressourcer, der er nødvendige for, at kommunen fremover kan anbringe det antal børn og unge, der har behov for det. Således har Socialforvaltningen oparbejdet et merforbrug på 50-60 mio. kr., siden Mads-sagen begyndte, og de nye politiske vinde begyndte at blæse. Vi forventer naturligvis, at politikerne sørger for, at de nødvendige økonomiske ressourcer er til stede, så Socialforvaltningen fremover kan føre den nye anbringelsespolitik ud i livet. Og vi skal nok i den kommende valgkamp holde øje med, om politikerne står fast på deres løfter.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen