Veloverstået ferie? Ikke for flygtningefamilier på integrationsydelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Et nyt skoleår er skudt i gang, og efter en lang ferie spørger mange danske skolebørn: Hvad har du lavet i ferien?

De viser feriebilleder på smartphones og Instagram uvidende om, at mange nydanske kammerater ikke har haft mulighed for at holde ferie med deres familier.

Nydanske forældre med opholdstilladelse de seneste syv år har ud fra lovgivning om integrationsydelse ikke ret til at holde ferie med deres børn (modsat kontanthjælpsmodtagere). Lovgivningen rammer ifølge Beskæftigelsesministeriet 21.800 børn. Hele sommeren skulle forældrene møde i sprogskole eller aktivering i stedet for at holde sommerferie med børnene, som blev sendt i institution, mens deres danske skolekammerater har holdt ferie sammen med familien.

Venstre har udtalt om lovgivningen: »Grunden til, at folk på integrationsydelse ikke får lov til at holde ferie, skyldes, at Venstre har ønsket stramme vilkår for at få flere i arbejde. Og der er forhold, der er bedre for børn end at holde ferier med deres forældre«. Dansk Folkeparti: »De kommer her, fordi de er flygtninge, hvis så det første spørgsmål er, hvornår de kan komme på ferie.« (Avisen.dk 10.7.16).

Et stort antal flygtninge, der er ramt af ferieforbuddet, er ikke nyankomne. Mange nydanske borgere, ikke mindst fra Syrien, har fået opholdstilladelse de seneste to til fire år. De er aktive med sprogskole, praktik, jobsøgning og integration i lokalsamfundet med genetablering af et nyt liv efter flugt fra borgerkrigen.

Ethvert menneske har, uanset etnisk baggrund og social status, behov for ferie fra hverdagens travlhed og forpligtelser. Det gælder også – og ikke mindst – mennesker, der er flygtet fra et krigshærget land som Syrien, ofte med traumer til følge. At skulle starte forfra på alle livsområder med tilpasning til ny kultur og integration kræver stor indsats og energi.

Det vil næppe betyde færre nydanskere i job og aktivering, hvis de har ret til ferie ligesom modtagere af kontanthjælp. Feriesanktioner øger ikke incitamentet til at lære nyt sprog, søge aktivering og arbejde. Tværtimod. Feriedage tilfører ny energi og overskud, når man som nydansk borger skal integrere sig på alle områder. Det er en almen menneskeret med ferie fra en travl hverdag. Flygtningefamilier har derimod været bundet til hjemmet i hele ferieperioden uden mulighed for afledning fra daglig stress og bekymring for, hvordan den fattiggørende integrationsydelse skal række til basale behov som mad, tøj og skoleudstyr til børnene.

De gode rollemodeller

Regeringen påpeger, at det vigtigste for nydanske børn er at opleve forældre som gode rollemodeller på arbejdsmarkedet, men ingen børn får gode rollemodeller i bekymrede og stressede forældre. Ikke kun forældres jobsituation har betydning, men en række andre forhold er væsentlige for gode rollemodeller.

Afgørende er først og fremmest forældreomsorg, daglig trivsel og opmuntrende oplevelser med overskud til hverdagen. Den nye form for ferierestriktion giver bagslag for familiernes trivsel og værdighed og fratagelse af personlig handlefrihed.

Alle børn uanset etnisk baggrund har forventninger til ferie med deres familie. Forventninger, der ikke kunne indfries for tusinder af nydanske børn, som ved skolestart måtte nøjes med at høre om danske kammeraters ferieoplevelser. Deraf kan følge ensomhedsfølelse og frustration, der medvirker til marginalisering. En isolation, der kan skubbe et barn længere væk fra det sociale fællesskab med en svær start på det nye skoleår.

Lovgivningen udsætter mange nydanske børnefamilier for uværdig og diskriminerende behandling. Nye borgere, der er aktive med integration i skoler, praktik og jobsøgning og samtidig bidrager med nye ressourcer og inspiration til det danske samfund. Hvad er formålet med at ramme børn ud fra en sådan radikal forskelsbehandling?

Med retfærdig lovgivning – og ikke diskriminerende sanktioner – skal et land bygges.