Byens fornemmelse for fællesskab

Kulturhovedstaden er på sit højeste, og Aarhus Kommune og den østjyske byregion rejser torsdag til folkemøde på Bornholm sammen med ca. 50.000 andre politisk interesserede.

Artiklens øverste billede
Fællesskab i fri udfoldelse under åbningen af europæisk kulturhovedstad i januar 2017. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Aarhus rejser igen ud med budskabet om givisme, fællesskab og civilsamfund. For hvert år leverer byen samme med større selvsikkerhed og øget bevågenhed. For noget virker i og omkring Aarhus for tiden. Byen har over de seneste fem-syv år udviklet sig fra at være en gemytlig, halvforlegen provinsby til at føre sig frem med berettiget stolthed.

Bylivet sitrer, byen vokser, erhvervslivet lykkes, og kulturen blomstrer. Det er alt sammen til at tage og føle på, men på indersiden af den megen succes er noget endnu mere grundlæggende i vækst. Det er, som om det knager inderst i knoglerne på smilets by. Helt derinde, hvor fællesskabet, tilliden og dannelsen bor.

Fællesskab er – i fællesskab – blevet Aarhus’ bystrategi. Og tillykke med det, for stærkere kunne det næppe gøres for en ung by som Aarhus.

Fællesskab er – i fællesskab – blevet Aarhus’ bystrategi. Og tillykke med det, for stærkere kunne det næppe gøres for en ung by som Aarhus. Strategien favner tidens vigtige politiske overskrifter fra regional byvækst til udvikling af en velfærdsmodel, hvor bureaukrati fylder mindre, og civilsamfund mere.

Byudvikling i samarbejde

Lad os starte med det, vi alle kan gå ud at opleve i Aarhus for tiden. Godsbanen, Kulbroen, Sager, der Samler og Bydelsmødre er forskellige eksempler på initiativer, der udvikler konkrete givende fællesskabsløsninger, og som aktuelt er ved at finde ind i en mere forankret version af sig selv.

Hvad angår den mere erhvervs- og investeringstunge del af byudviklingen, er tilgangen ligeledes samarbejdsorienteret. Arbejdet med at tiltrække nationale og internationale investeringer hviler sundt på mange skuldre, og der eksperimenteres med at forny udbudsprocesserne, så bl.a. lokale aktører har mulighed for at bidrage i den tidlige del af projektudviklingen.

Det er interessant at sammenligne Aarhus med Malmø. De to byer er på mange måder så ens, men når det kommer til styringen af de store by- og havneomdannelsesprojekter, er de væsensforskellige. Malmø gik topstyret og stringent fagligt til værks i omdannelsen af Västra Hamnen, og man lagde med hjælp fra den daværende regering et kolossalt pres på de lokale virksomheder. Det var tommelskruerne på i forfølgelsen af den daværende (arkitektuddannede) borgmesters målsætninger.

Det arkitektoniske resultat af den første del af Västra Hamnen har høstet stor og velfortjent anerkendelse. Men så snart det hårde greb blev løsnet, gik mange projekter og samarbejder i baglås. Ligeledes havde man svigtet udviklingen af hele den østlige og socialt belastede del af Malmø.

Aarhus har i modsætning til Malmø ikke haft en statsleder i baghaven, som vi kunne ringe til i svære tider. Men rettidig omhu fra bystyrets side stærkt flankeret af et par stærke erhvervsfolk betød, at der blev igangsat strategiske indsatser (bl.a. kulturhovedstaden, Bassin 7 og fornyelse af Gellerupparken), som udover at afføde konkrete resultater og arbejdspladser har til formål at mobilisere samarbejdsånd og bystolthed. Resultatet mærkes. Jovist er Aarhus Ø en mere blandet arkitektonisk fornøjelse end Malmøs Vesträ Hamnen, men strategien har til gengæld skabt liv og optimisme.

Byregionalt fællesskab

Aarhus Ø er skabt i en samarbejdskultur, der gør, at dem, der byggede her sidste år, også har lyst at bygge her næste år. Som jeg har hørt flere af byens ejendomsudviklere formulere det: »Vi lærer, mens vi gør det.«

Indforstået – går jeg ud fra – at resultaterne vil blive bedre og bedre. Det kan byen se frem til at høste fortjenesten af.

I Erhverv Silkeborgs nye strategi hedder det: »Det bedste sted at bo og virke i Aarhus er Silkeborg«.

Så direkte kan det siges. Aarhus stopper ikke ved kommunegrænsen. Aarhus er omdrejningspunkt i en østjysk byregion med over 1 million indbyggere, hvor hver by spiller sin rolle.

Det byregionale fællesskab kommer vi til at mærke meget mere til i fremtiden. På folkemødet i denne uge bliver de 12 østjyske borgmestre officielt en del af et anerkendt internationalt netværk, Global Parliament of Mayors. Den fælles indmeldelse er et klart signal om, at kommunerne tager byregionens opgave seriøst.

Mange borgere har længe oplevet byregionen som en praktisk realitet. Jeg selv bor i Aarhus med min familie, men jeg arbejder i Silkeborg, hvor jeg også er vokset op. Vi krydser dagligt kommunegrænser, ikke kun mellem hjem og arbejde, men også for at bruge natur og kulturtilbud. Jeg oplever ikke at rejse ud af min by. Jeg oplever at færdes rundt i min egn, og jeg er langtfra den eneste. Vi har som borgere i Østjylland en naturlig interesse i, at de organisationer, der sætter deres præg på området, samarbejder om at gøre det.

Over de næste år må vi forvente at se byregionen forme sig som en politisk og administrativ størrelse, hvor både det globale og det lokale bliver et stort aktiv.

Relationel velfærd

Meget tyder på, at vi kommer til at se nærdemokratierne og de lokale fællesskaber omkring idrætshaller, byggepladser, seniorbofællesskaber og kulturbårne projekter blomstre og være ramme om hverdagslivet. Men samtidig vil vi i byregion Aarhus have et stort fælles ”vi”, som vi kan gå ud i verden med, og som tæller i forhold til internationalisering, erhvervsudvikling, uddannelse, mobilitet og turisme.

Førende samfundsforskere peger på, at kernen i den fremtidige ”velfærdsstyring” bliver for det første at skabe rammer for, at hvert enkelt fællesskab og kultur kan trives, og for det andet at bygge bro og netværk på tværs af disse kulturer. Der ligger et kæmpe stykke politikudvikling, inden man er i mål med konkrete løsninger, og det er en opgave, der kun kan løses i nært samarbejde mellem det offentlige og civilsamfundet. Det placerer et stort ansvar hos os hver især, og dermed kommer dannelse og uddannelse til at spille en stor rolle.

Inspiration er der masser af. Jeg skal ikke her give mig i kast med politologerne og den nyeste viden, men vil hellere i min lille Aarhus-historie gøre opmærksom på den righoldige arv, vi har så tæt på. For tilliden og fællesskabets tænkning er en del af det dannelsesmæssige og demokratiske fundament, som Aarhus hviler på.

K.E. Løgstrup, som er forfatter til bestselleren ”Den etiske fordring” (1956) og en af landets største tænkere, var fra 1943 til 1981 professor på Aarhus Universitet. Løgstrups pointe er, at vi ikke kan have med et andet menneske at gøre uden at bære et ansvar for det. Vi er derfor forpligtet til at gøre det, som vi vurderer, er det rette – for det andet menneske. Et enkelt, men altomsiggribende budskab. Løgstrups analyse af tilliden og fællesskabet er interessant for enhver, der interesserer sig for medborgerskab og civilsamfund. Aarhus-teologen har haft kolossal betydning, ikke alene i formningen af det intellektuelle miljø omkring Aarhus Universitet, men også i udviklingen af velfærdssamfundet.

Ifølge Løgstrup er den etiske fordring universel, dvs. den gælder for alle mennesker uanset kultur og religion. Hans stridsfælle og gode kollega Johannes Sløk, ligeledes mangeårig professor på Aarhus Universitet og hovedforfatter til en anden bestseller, nemlig den store lærebog ”De europæiske ideers historie” (1990), mente derimod, at universalisme og mangfoldighedskultur var noget opfundet vrøvl.

Sløk var optaget af det enkelte individs personlige eksistens og af måden, hvorpå kulturer hver især skaber sig selv. Sløk var en karismatisk og frisindet oprører, som, hver gang en ideologi (Tidehverv, marxismen, kulturradikalismen, pænheden som sådan) begyndte at blive for totalitær, dygtigt pillede moralen fra hinanden.

Ethvert fællesskab bør omfavne sine genstridige og rapkæftede Sløk’er med den største taknemmelighed. Vi kan ikke undvære dem, for de modvirker den arrogance og totalitarisme, der lurer i krogene på ethvert system.

Den kreative klasse

I Aarhus har ”den kreative klasse” (den kulturelt ressourcestærke middelklasse) været bannerfører for den ønskede byudvikling. Det er en strategisk klog og effektiv tilgang, der har kastet meget af sig og skabt momentum. Men der er også ulemper ved denne tilgang, hvilket Richard Florida, idémanden bag ”kreativ-klasse-strategien”, selv erkender.

Det er tid at bruge vores momentum til at nå længere ud i befolkningen, og det kommer ikke af sig selv. Det ved Aarhus udmærket godt, og byen er godt på vej til at forstå dybere og favne bredere i bestræbelsen på at udvikle et nyt og mere borgerbåret velfærdssamfund.

Om en uge er folkemødet slut. Til nytår udrinder kulturhovedstadsåret. I januar 2018 træder Aarhus ind i et år som europæisk frivillighovedstad. Næppe et tilfældigt træk fra bystyrets side. Scenen er sat for en fremtid fyldt med demokrati og medborgerskab.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.