”Rethink” højhuset ved Systematic
Den 10. maj havde byrådet 1. behandling af Olav de Lindes 15-etagers højhusprojekt på Søren Frichs Vej ved Systematic.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 10. maj havde byrådet 1. behandling af Olav de Lindes 15-etagers højhusprojekt på Søren Frichs Vej ved Systematic.
Bygningen er placeret klods op ad Brabrandstien og Aarhus Å.
Inden byrådsmødet havde omkring 100 aarhusianere samlet sig med skilte og bannere foran Rådhuset for at protestere over den 58 m høje bygning, som med sin markante højde vil bryde med naturoplevelsen i det grønne område. Olav de Linde udtalte til JP Aarhus, at det ikke kan lade sig gøre at opnå det samme areal ved et lavere byggeri.
Men det er ikke korrekt, for Olav de Lindes eget byggefirma henvendte sig i 2016 til Aarhus Kommune med et 10-etagers projekt, altså 50 pct. lavere, som gav det samme antal kvm.
Dengang anbefalede stadsarkitekt Stephen Willacy, at højden blev sat op fra 10 til 15 etager, som var slankere og mere elegant, mente Willacy.
Den anbefaling er vi mange, som gerne havde været foruden. I stedet burde Stephen Willacy have efterspurgt en plan B fra byggefirmaet, som nemlig har været leveringsdygtig i flere løsningsmodeller. Det kan man konstatere ved at dykke ned i Olav de Lindes tidligere byggeansøgninger.
Allerede i 2007 søgte Olav de Linde om udvidelse, dengang op i fem etager, og skrev i slutningen af byggeansøgningen, at »en af kommunens mest innovative virksomheder mangler plads, og vi mener, at vi kan løse det på en arkitektonisk og byplanmæssig korrekt måde, hvor mange næppe vil bemærke, at der er bygget til.«
Man får lyst til at spørge: Hvad er der lige sket med hensynet til omgivelserne på de 10 år?
Ligesom stadsarkitekten er også rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, svært begejstret for højhuse. Kristian Würtz udtaler, at Systematic er en af byens vigtige virksomheder, som ønsker at markere sig med et højhus, og hvis et sådant kan tilføre kvalitet til området, så vil han gerne være med til at arbejde for det.
Til det har arkitekternes højeste organ i Danmark, Akademirådet, klart udtalt, at højhuset på den aktuelle placering er uden kvalitet, og at det vil skæmme i området.
Nu er sagen sendt til Teknisk Udvalg, og vi glæder os til, at udvalget vil se med friske øjne på projektet.
Kort sagt: ”Rethink” hele projektet, og find det optimale forslag, som alle parter kan være tilfredse med.