Vi vil ikke have flere konkurser
Det bør være et lovkrav, at alle private plejefirmaer kan stille med en bankgaranti, når de tilbyder kommunen at levere hjemmepleje og vinder opgaven.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Med endnu en konkurs i hjemmeplejen, denne gang i Aarhus, er der mere end nogensinde brug for initiativer, som kan forhindre konkurser i hjemme- og ældreplejen, mener Ældresagen.
11.000 ældre, der modtager hjemmehjælp, er de seneste år blevet voldsomt påvirket af, at private plejefirmaer går konkurs. Der er tale om op til 40 konkurser siden 2013.
Hver gang et firma går konkurs, kaster det ældre hjemmehjælpsmodtagere ud i stor usikkerhed om, hvordan de nu skal få den hjælp, de har så hårdt brug for, og fra hvem.
Fordi hjælpen i det daglige er nødvendig og uundværlig.
Rådmand Jette Skive har udtalt, at Aarhus Kommune vil sørge for, at færrest mulige bliver berørt af, at det private hjemmehjælpsfirma Hjemmehjælpen Aarhus er gået konkurs.
1.100 borgere i Aarhus har valgt Hjemmehjælpen Aarhus ApS som leverandør af praktisk hjælp, og heraf får 300 pleje. De stod uden praktisk hjælp og pleje fra tirsdag den 9. maj, og Aarhus Kommune vil gøre alt for, at borgere, særligt med pleje, får hjælp.
Borgmester Jacob Bundsgaard vil have Folketinget til at se på en forsikringsordning, som skal sørge for, at det ikke er kommunerne, der står tilbage med en regning, når et hjemmeplejefirma må dreje nøglen om.
Det kan vi kun slutte op om.
Kvaliteten skal i fokus
Men bør kommunerne ikke også have langt mere fokus på kvaliteten i de tilbud, som private firmaer kommer med, når de melder sig på banen som private udbydere i hjemme- og ældreplejen? Og bør der ikke stilles skrappere krav til firmaernes økonomiske soliditet?
Det bør være et lovkrav, at alle private plejefirmaer kan stille med en bankgaranti, når de tilbyder kommunen at levere hjemmepleje og vinder opgaven.
De helt nødvendige krav til firmaernes økonomi skal ifølge Ældresagen bremse bølgen af konkurser i private plejefirmaer. Det skal forhindre, at private plejefirmaer lover kommunerne en pris, som de alligevel ikke kan levere ordentlig pleje for, og må dreje nøglen om.
Private plejefirmaer kan i dag tilbyde hjemmepleje til en timepris, der er lavere, end den pris kommunerne kan drive pleje for.
Men konkurrencen skal være på kvalitet frem for pris.