Kan borgmester og rådmand bare frikende sig selv?
Det må som borger og virksomhed være svært at have tillid til Aarhus Kommune i fremtiden, hvis Jacob Bundsgaard og Kristian Würtz ikke mener, at denne sag fortjener, at de selv kommer under lup.
For et par uger siden fik vi den længe ventede revisionsundersøgelse af forholdene i Center for Byens Anvendelse.
Sagen, hvor den kommunale topchef i Center for Byens Anvendelse har undladt at sende opgaver i udbud og i stedet ”solgt” opgaverne som vennetjenester.
Flere var ude at sige, at omfanget af skandalen var på Brixtofte-niveau, og at Aarhus Kommune aldrig nogensinde har haft en skandale i denne størrelsesorden.
Derfor vidste jeg heller ikke, om jeg skulle grine eller græde, da borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Kristian Würtz efter revisionsundersøgelsens offentliggørelse nu mente, at sagen var lukket, og at vi nu skal se fremad.
Lad mig gøre det helt klart: Revisionsundersøgelsen har ikke afdækket, hvad den øverste ledelse – herunder borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Kristian Würtz – vidste i denne sag, og derfor er det også helt forrykt at betegne skandalen som et overstået kapitel.
Kan borgmester og rådmand bare frikende sig selv?
Borgmesteren har udtalt, at det er godt, at vi har fået gennemgået sagen med en tættekam.
Det får mig til at tænke over, om borgmesteren ved, hvad en tættekam er, og hvilken funktion den har?
En tættekam skal give et overblik, så man kan fjerne lus og æg fra hovedbunden.
Der er vi langtfra endnu, og i mine øjne er vi absolut ikke kommet til bunds i denne sag.
Sørgeligt er det, at rådmand Kristian Würtz ikke mener, at ansvaret ligger hos ham, og at man ikke kunne have handlet anderledes. Som rådmand må man vel have ansvaret for, hvad der sker i ens afdeling.
Tilbundsgående undersøgelse
Mange sten er endnu ikke blevet vendt, og det er en nødvendighed, før borgerne og virksomhederne igen kan få tillid til Aarhus Kommune.
Tilbage i august 2016 rejste jeg sagen i teknik og miljø-udvalget, hvor Venstre krævede en tilbundsgående undersøgelse af sagen. Det var der absolut ingen opbakning til fra de øvrige partier, der lukkede sig om rådmand Kristian Würtz.
I Venstre fastholder vi et pres for at få sagen undersøgt, alt imens skeletterne for alvor begynder at vælte ud af skabet.
Det medfører, at Kristian Würtz i slutningen af oktober sender Claus Pedersen på ferie på ubestemt tid, imens hans embedsførelse undersøges.
Så langt, så godt.
Et gyldent håndtryk
I begyndelsen af november kommer det så frem, at Aarhus Kommune og Claus Pedersen er blevet enige om en fratrædelsesaftale, der mest af alt minder om et gyldent håndtryk.
Den kritik rejser Venstre endnu en gang, hvor vi kræver, at udbetalingen til Claus Pedersen stoppes, og vi forlanger samtidig en politianmeldelse.
Fodslæbende følger Kristian Würtz trop, og i slutningen af november – tre måneder efter at jeg rejste sagen første gang – ligger der en politianmeldelse.
I midten af december sender Venstre et beslutningsforslag til byrådet, hvor vi ønsker en uvildig undersøgelse af Center for Byens Anvendelse. Og nu, syv måneder efter at sagen er blevet rejst af Venstre første gang, ligger der en rapport fra Ernst & Young, der viser et skræmmende billede af, hvad der er foregået i Center for Byens Anvendelse.
Hvad vi ikke har fået ud af rapporten, er, hvad borgmester, teknikrådmand Kristian Würtz og toppen i Teknik og Miljø har vidst om sagen.
Ifølge Ernst & Young har de ikke fået til opdrag at undersøge toppen.
Det betyder jo, at der fortsat er en række uafklarede spørgsmål, som gør det svært at få genskabt tilliden til Aarhus Kommune.
Revisionsundersøgelsen har kostet op imod 2 mio. kr. af skatteborgernes penge.
Derfor mener jeg, at det er en nødvendighed, at vi lader Ernst & Young, for et beskedent merbeløb, undersøge toppen af Aarhus Kommune.
Hermed kan vi få afdækket borgmesterens, rådmandens og den øvrige ledelses viden og ageren i denne sag, så vi én gang for alle kan komme til bunds. Hvis ikke det sker, har vi måske kastet 2 mio. kr. efter den halve sandhed.
Jeg er som borger, byrådsmedlem og medlem af Teknik og Miljø forarget over hele forløbet i denne sag.
Spil med åbne kort!
Samtidig er jeg rystet over, at man som rådmand og borgmester ikke vil lade sig undersøge.
Hvis man har rent mel i posen, kan man spille med åbne kort, og hvis man af en eller anden grund ikke gør det, kan det være, fordi man har noget ubehageligt at skjule.
Venstre i Aarhus Kommune er ikke de eneste, der kræver en undersøgelse af toppen. I et åbent brev fortæller en tidligere ansat under Claus Pedersen, at der kan være mere i denne sag, hvortil Kristian Würtz kommer med et noget tvivlsomt svar uden at forholde sig til kravet om en undersøgelse af sig selv.
Det må som borger og virksomhed være svært at have tillid til Aarhus Kommune i fremtiden, hvis Jacob Bundsgaard og Kristian Würtz ikke mener, at denne sag fortjener, at de selv kommer under lup.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter