Man forstår politikerleden
Netop hjemkommet fra et møde i min bank, hvor jeg blev spurgt om, hvor mange gange jeg i det kommende år regnede med at hæve større pengebeløb i hæveautomaten.
Netop hjemkommet fra et møde i min bank, hvor jeg blev spurgt om, hvor mange gange jeg i det kommende år regnede med at hæve større pengebeløb i hæveautomaten.
Jeg spurgte min bankrådgiver, hvorfor han spurgte mig om det? Han forklarede mig, at det drejer sig om, at man i henhold til loven om hvidvaskning af penge vil følge pengestrømmene.
Stor er min undren over, at vores politikere overvåger almindelige lønslaver som undertegnede, når de selv (politikerne og de politiske partier) modtager store formuer i skjult støtte. Nogle af vores politikere har den holdning, at det ikke rager nogen, hvem der yder tilskud til dem. Mage til hykleri skal man lede længe efter.
Skjult støtte til politikere og politiske partier er efter min mening ikke et demokrati værdigt.
Hvorfor er der nogle, der ønsker at støtte partier og politikere? Ønsker de noget til gengæld? Det gør de jo nok ikke, hvis man spørger de relevante politikere og donorerne.
Jeg har lige hørt, at Danmark er et af de lande i verden med mindst korruption. Man tænker jo sit. Tanker er jo som bekendt told- og skattefrie – endnu.
PS: Den nye lov om offentlighed i forvaltningen er en skændsel og heller ikke et åbent demokrati værdigt. Alt, hvad politikere foretager sig i embeds medfør, skal tåle dagens lys.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter