Bispetorvet – den aarhusianske gøgeunge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som eksilaarhusianer er det næsten altid spændende at komme ”hjem til Aarhus” og se, hvad der er sket på det seneste.

Det var det desværre ikke sidst, jeg var forbi. I et stykke tid har den nye indretning af Bispetorvet i hjertet af byen stået færdig. Hvis det da ellers er den rigtige betegnelse, for pladsen fremstår pludselig temmelig rodet.

I Aarhus har stadsarkitekt Stephen Willacy fået den idé, at der på byens ældste torv skal være opsat plantekasser i megastørrelse. Arrangementet er midlertidigt – dog på ubestemt tid. I arkitektverdenen har midlertidige projekter det ofte med at blive stående. Mere end 100 træer er placeret i tre små lunde omkranset af forskellige landskabelige terrasser udført i brædder. Bispetorvet er ikke til at genkende.

Materialiteten i de nye tiltag klæder ikke den ellers elegante plads. Den oprindelige granitbelægning og de sandstensbeklædte kanter respekteres ikke af de nye terrassebrædder. Det er, som om en gøgeunge er flyttet ind i reden.

I billedkunstens verden er ”horror vacui” et begreb, man anvender i værker, hvor billedfladen er spækket til randen med figurer og dekorative detaljer. ”Horror vacui” har til alle tider været et særkende ved naivistisk kunst og kan optræde i billeder udført af mentalt forstyrrede mennesker.

For mange træer

De nyplantede træers skovlignende karakter slører byrummets ellers prægnante rumskabere, Domkirken og Aarhus Teater. Sidstnævnte formgivet af en af byens store arkitektsønner – Hack Kampmann. Det virker, som om de i andre sammenhænge dygtige landskabsarkitekter fra Schønherr har ladet sig overtale til en opgave, de burde have takket nej til.

I øvrigt var trappegelænderet ved Kannikegade tæt på at blive fjernet, men en nu pensioneret arkitektmedarbejder hos Aarhus Kommune fik af omveje overtalt landskabsarkitekterne til, at det ville være en historisk fejltagelse. To lindetræer i periferien af Bispetorvet blev fældet. En såkaldt ”inforede” kunne åbenbart ikke placeres andre steder.

Bispetorvet blev for få år tilbage renset for biler og stod som et lidt underspillet, men meget værdigt byrum. Det er naturligvis sympatisk, at man fra byens side gerne vil skabe liv på pladsen. Kunne man bare have nøjedes med at lave en ugentlig torvedag, pladsen er et gammelt handelstorv, og tilladt udeservering fra de nærliggende caféer. I så fald havde byen haft et historisk og frit disponibelt frirum, som ikke så mange andre byer.

Hvis man ser godt efter, er der i en af Bispetorvets sten et aftryk fra en dinosaurpote. Lad stenen være en påmindelse om, at de fysiske aftryk – dem med noget på hjerte – skabes langsomt og bør respekteres.