Kalifat eller terrorgruppe?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I programmet ”Deadline” den 7. juli blev det diskuteret, i hvor høj grad medierne går terrorens ærinde med ekstremt megen dækning.

I Frankrig har man f.eks. taget det skridt at undlade at offentliggøre billeder af og navne på terrorister for netop ikke at medvirke til at opfylde den enkelte terrorists personlige formål, som er anerkendelse og heltedyrkelse.

Risikoen for, at medierne, som det blev nævnt, ubevidst kommer til at fungere som nyttige idioter, er stor. Og ”Deadline” denne aften blev selv et godt eksempel på netop det.

De meget relevante emner blev vendt og drejet på udmærket vis – alt imens at navnet på en stor terrorgruppe, Islamisk Stat, blev nævnt hele 16 gange i løbet af de godt 35 minutter, udsendelsen varede. Forkortelsen IS blev til sammenligning nævnt 6 gange.

Hvilken privat virksomhed og hvilken producent ville ikke lykønske sig selv for så megen gratis reklame?

Og i særdeleshed når virksomhedens navn er et budskab, som både understøtter og legitimerer varen – her terror? Jo oftere medierne kalder IS for Islamisk Stat, jo mere tydeliggøres budskabet, i dette tilfælde terrorgruppens vision om en islamisk stat og altså et kalifat.

Ordene skaber, hvad de nævner, mente Grundtvig – og ordenes magt er da også et omfattende sprogfilosofisk og erkendelsesteoretisk tema, der naturligvis rækker langt ind i reklamens og mediernes verden.

IS’ marketingafdeling kan kun fryde sig over, hvor godt det går med udbredelsen af visionen, for enhver reklamerer gladeligt for den i mediernes bedste sendetid og på den bedste spalteplads – uden at ane det.

”Sig navnet,” hed første led i et slogan for år tilbage for en kendt margarine. I film, tv og andre medier, specielt i USA, ses det omdiskuterede fænomen, product placement, hvor f.eks. en bestemt type småkage, drikkelse eller designprodukt tilsyneladende tilfældigt indtages eller benyttes af skuespillere i en film eller af studieværter på tv – optimalt er det, hvis produktets eller producentens navn også kan ses på skærmen, om det så er i et kortvarigt glimt. Dette koster mange penge.

Ja, hvad koster ikke reklameplads og reklametid i medierne? Alene de godt 30 minutters sendetid i ”Deadline” med 16 gange navns nævnelse af virksomhed/budskab foruden kredsen om virksomhedens og budskabets vare (terror) og formål (kalifat) ville jo nå astronomiske beløb, når et 30 sekunders reklamespot i samme sendetid rundt regnet koster omkring 65.000 kr.

Hvis medierne netop ikke skal være ”nyttige idioter”, så er et væsentligt skridt at stoppe udbredelsen af det islamistiske budskab om et kalifat. Lige så lidt som terroristernes navne og billeder fortjener ukritiske mængder af offentlig opmærksomhed – om nogen overhovedet – for netop ikke at gå deres ærinde, lige så lidt fortjener den ofte bagved stående terrorgruppe at få udbredt sin politiske vision igen og igen alene ved navns nævnelse.

Der findes ingen islamisk stat, kun en terrorgruppe, der ønsker sig dette og kalder sig sådan. Dette bør afspejles i sprogbruget om den.

”Terrorgruppen IS” eller ”Den islamistiske terrorgruppe IS” er tydelig tale uden et integreret politisk budskab, som vi ellers efterhånden fodres med, og ganske ukritisk, hver eneste dag.