Lad flyrejsen begynde på Aarhus H
Som tilflytter har jeg ikke kunnet følge alle de uhyre mange indlæg om en lufthavn ved Aarhus. En færdig og brugbar lufthavn ligger allerede i Tirstrup, ”kun” 35 km fra Aarhus.
Afstanden menes fra mange synsvinkler at være for stor i forhold til behovet.
Hermed en amatørs lille input i problematikken, et løsningsforslag, som vist ikke tidligere er set: Passagererne starter deres flyrejse midt i Aarhus. Aarhus Hovedbanegård udvides med faciliteter til alt vedr. check-in, paskontrol, billetsalg, bagagehåndtering osv. Når flypassagererne har været igennem systemet, begynder deres flyrejse ved at gå direkte ud i en bekvem hurtigbus med plads til det hele. Denne kører med optimal hastighed ad den motorvej, som forudsættes udbygget til en sådan kapacitet. I Tirstrup kører bussen direkte til det ventende fly, hvor passagerer og bagage bringes om bord, klar til afgang.
I andre lufthavne spildes en masse tid på check-in-køer og på vandringer gennem lange korridorer ud til flyet. Og det må kunne gå lige op med tiden i bussen.
Endnu mere rationelt ville det være at flytte Aarhus Hovedbanegård væk fra bymidten og indrette den ideelt til både tog- og flyrejser.