Moder Stat og familien

Det var ikke uden en vis glæde, at jeg forleden læste Stine Bosses forslag om at indføre tvungen barselsorlov for fædre. Tænk, at jeg er så heldig at være fri for at leve med trangen til at ville bestemme over andre menneskers liv. Det må være voldsomt frustrerende at være en kollektivistisk debattør og opleve, at borgerne trods alt stadig har en vis selvbestemmelse over deres eget familieliv.

Staten skal ikke tvinge nogen på orlov. Punktum. Så kan man synge nok så længe om umælende mænd, der ikke formår at vriste en højt ønsket orlovstid ud af konernes favntag, eller om kvinder, der ikke kan gøre karriere, fordi mændene nægter at tage del i barslen. Disse personer må selv tage ansvaret for deres liv. Måske skulle de have valgt en livspartner, der var villig til at samarbejde, så begge parter fik flest mulige ønsker opfyldt.

Staten skal ikke indføre endnu mere snævre rammer for i forvejen pressede familier. Tværtimod skal ansvaret og prioriteringerne tilbage til familierne. Det skulle være muligt for en familie at klare sig på én indkomst i en periode – naturligvis under nedskruede ambitioner om materiel velstand – så den ene forælder kan gå hjemme, ligesom det er muligt for begge forældre at arbejde.

Vi kan hver især have alle mulige tanker om det optimale familieliv, lige fra det nære samvær til det aktive ræs, og staten kan ikke udstikke et rigtigt svar. Det kender familierne kun selv, og ingen har ret til at blande sig i det.

Ovenstående illustrerer fint den væsentligste forskel mellem traditionel venstre- og højrefløjspolitik. Førstnævnte ønsker at tvinge dig til at leve på deres måde. Sidstnævnte ønsker at danne så vide rammer som muligt, så du selv får lov at skabe det liv, som er bedst for dig og dine nærmeste.

Man kan således spørge: Hvilken retning vil mon udmønte sig i det mest frie og rige samfund med plads til forskelligheder?