Aarhus’ styrker og udfordringer er store

I en status halvvejs gennem byrådsperioden fokuserer SF’s politiske leder i Aarhus og social- og beskæftigelsesrådmand, Thomas Medom, primært på den mest presserende opgave i sin forvaltning: integrationsindsatsen for de flygtninge, som kommer til byen.

Artiklens øverste billede
Aarhus sagde velkommen til nye flygtninge ved den tværeuropæiske event ”European Day of Action for Refugees”. Netop indsatsen for at integrere flygtninge er ifølge Thomas Medom en af byens vigtigste udfordringer. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Det kan godt være, at Aarhus er verdens mindste storby. Men storbyens styrker og udfordringer er store, og det har sat rammen for det politiske arbejde de seneste to år.

Der har været nok at tage fat på, og opgaverne bliver ikke mindre fremover. Flere bliver hjemløse, især blandt de unge. Flere bruger vores sociale tilbud, og ledighed er en reel bekymring inden for visse grupper og brancher. Flere unge skal tage en uddannelse, og det må gerne være en erhvervsuddannelse. Erhvervslivet kommer til at mangle faglærte medarbejdere i de kommende år.

Men heldigvis har vi styrken og størrelsen til at imødegå udfordringerne. Aarhus er en by i vækst. Flere flytter til, optimismen blomstrer, og vi står stærkt inden for klynger som fødevarer, it og grøn teknologi. Samtidig falder ledigheden.

Med andre ord er Aarhus en attraktiv by, og det kan vi udnytte til at sikre en solid kernevelfærd.

Så der er mange emner, som jeg kunne kaste mig over i dette indlæg. Og de seneste to år har budt på mange resultater, som jeg er stolt af. Lad mig blot nævne gratis psykologhjælp til unge, nyt herberg for unge hjemløse, aarhusiansk fattigdomsgrænse, ferie til voksne med handicap, tovoksen-ordning i folkeskolen og et løft til Stensagerskolen, der underviser børn med handicap.

Den største opgave

Men jeg vil fokusere på det, der aktuelt er den måske største, fælles opgave for de forvaltninger, som jeg har det politiske ansvar for. Og det er integrationsindsatsen.

Store dele af verden er mærket af krig og nød. Mennesker drives på flugt i et omfang, som ikke har været større siden Anden Verdenskrig. I den situation kan og skal Danmark ikke lukke sig inde. Nogle mener, at pigtråd er løsningen. Jeg synes, det er en fattig og usympatisk løsning. Vi er en del af verden, og vi skal tage vores del af ansvaret for at gøre verden til et bedre sted. Det gælder også vores by.

Siden 2012 er omkring 900 mennesker kommet til Aarhus som flygtninge. I 2016 skal vi tage imod flere end 600, og dertil kommer familiesammenførte. Som kommune tager vi godt imod dem, der flygter hertil. Vi finder bolig, hjælper med etablering, sprogundervisning og introduktion til samfundet. Det har været positivt at opleve, hvordan aarhusianerne har slået armene ud. Nogle har valgt at åbne deres hjem for logerende, andre bidrager frivilligt til det sociale arbejde.

Det gælder også flygtningene selv. Da vi uddelte ”Aarhus Takker”-prisen var den gode havn blandt prismodtagerne. Den gode havn er et initiativ, hvor flygtninge hjælper andre flygtninge til at få en god start i Aarhus. Initiativet viser, at der er mange ressourcer, også hos flygtningene selv, og dem skal vi bringe i spil. Det er nødvendigt at mobilisere civilsamfundet, hvis integrationen skal lykkes. Men det kan ikke stå alene.

Job er førsteprioritet

Det er ude på arbejdspladserne, at den reelle integration finder sted. Det er her, man for alvor lærer sproget, samarbejdskulturen og danske normer og værdier i praksis. Det er her, man skaber sig et socialt netværk af kolleger og venner. Det er her, man styrker sit selvværd og oplever, at man er en del af et fællesskab.

Der er stor forskel på uddannelser, kompetencer og arbejdsevne hos dem, der kommer hertil. Det udfordrer os. Men mange tripper efter at komme i gang, og det skal vi udnytte. Derfor kommer vi til at forstærke en indsats, hvor job er førsteprioritet som integrationsredskab. Vi skal væk fra en praksis, hvor alle skal begynde deres integrationsprogram med flere måneder på skolebænken, fordi vi risikerer at dræbe al virkelyst.

Sat på spidsen er der ingen grund til, at man skal kunne læse H.C. Andersens samlede værker, før man kommer ud på arbejdsmarkedet. Sproglæring og undervisning skal foregå parallelt med job, som det f.eks. sker i den succesfulde Bilka-model. Jeg ser for mig, at den model bliver udbredt til flere virksomheder og brancher i de kommende år. Og virksomhederne vil gerne.

Se på kompetencerne

Men det vil samtidig være hjælpsomt, hvis Udlændingestyrelsen begynder at tage højde for flygtningenes kompetencer, når styrelsen fordeler flygtningene ud i kommunerne. Det er nu engang nemmere at matche en universitetsuddannet flygtning med et job i en videnstung erhvervsby som Aarhus frem for i et lille fiskersamfund på vestkysten. Desværre har Udlændingestyrelsen indtil videre været resistent over for argumentet, så den politiske bearbejdning fortsætter.

Det samme gælder bestræbelserne på at få en større sammenhæng mellem de flygtninge, der er i Aarhus i asylfasen, og så bliver de flygtninge, der bliver fordelt til os senere. Et lokalt asylcenter vil gøre det nemmere for os at arbejde med de mennesker, der efterfølgende skal være en aktiv del af byen. Vi kan hurtigt afklare, hvilke kompetencer og ønsker den enkelte har, og det forbedrer muligheden for, at vi hurtigere kan sætte ind med aktivering og job.

Det er ikke nemt at finde plads til alle. Men mange virksomheder åbner gerne døren, og jobcentret har skruet op for samarbejdet med virksomhederne i form af flere konsulenter, flere besøg og tæt opfølgning. Det gælder både i forhold til flygtninge og ledige generelt. Den udvikling vil helt sikkert fortsætte, fordi virksomhederne i forskellige brancher kommer til at mangle arbejdskraft, og fordi vi skal have alle, der kan arbejde, i job.

Nedskæringer på velfærden

Integrationsindsatsen er den mest presserende fælles opgave, vi står foran som samfund. Men som kommune står vi over for en lige så stor – om end anderledes – opgave i form af de massive besparelser, som vi skal igennem. Selvom vi bestræber os på at skåne den borgernære service mest muligt, kan det ikke undgås, at borgerne kommer til at mærke nedskæringer på kernevelfærden. Det kan vi takke de blå partier for – herunder Dansk Folkeparti, som ellers gik til valg på en helt anden kurs.

I SF har vi foreslået at hæve kommuneskatten med en enkelt promille, så vi kan prioritere børnene, de ældre og mennesker med handicap. Desværre har byrådsflertallet ikke de samme ambitioner. Så er det godt, at vi bredt i budgetforligskredsen i stedet kan samles om at gå op imod regeringens trang til øremærkning og centralistisk detailstyring.

Borgerinddragelsen styrkes

Vi skal værne om det kommunale selvstyre, for det er nu engang lokalt, at vi bedst ved, hvor skoen trykker. Derfor skal det også være byrådet – ikke regeringen – der bestemmer, hvordan de kommunale kroner skal fordeles på de forskellige velfærdsområder. Men uanset dette, så er kommunekassen under pres, og velfærden er udfordret.

Det understreger behovet for, at vi udnytter byens potentiale til at fremtidssikre vores velfærdstilbud. Det skal vi gøre sammen med borgerne. De seneste år har vi eksperimenteret med nye løsninger, der kan styrke medborgerskabet og borgerinddragelsen. I social- og beskæftigelsesforvaltningen afprøver vi deltagerbudgetter, hvor borgerne får mulighed for at prioritere kommunale penge til egne idéer.

Det næste halvandet år får langtidsledige råderet over en del af de penge, der er afsat til deres egen jobindsats. Og vi arbejder generelt med at styrke dialogen gennem hurtig, personlig kontakt til de borgere, der henvender sig. Vi afprøver velfærdslaboratorier som en ramme for et styrket samspil med civilsamfundet – med græsrødder, foreninger og andre engagerede kræfter på det sociale område.

Den udvikling vil fortsætte i de kommende år, og den sociale ulighed bliver et tematisk omdrejningspunkt for dette samspil. For uligheden vokser desværre. De rigere bliver rigere, mens flere risikerer at ende i fattigdom. Det viser tal fra Danmarks Statistik, og selv den liberalistiske tænketank, Cepos, forudser stigende ulighed.

Men modsat Cepos synes jeg, at det er en dybt bekymrende udvikling. Hvis vi skal udvikle et solidarisk samfund med en stærk sammenhængskraft og lige muligheder for alle, er det nødvendigt, at vi løfter de udsatte. Og det bør være en forpligtelse for alle os, der har vores på det tørre.

Godt nytår!

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.