Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Til alle de fremmedgjorte venstrefolk – kom hid

Man bør forholde sig moralsk til, hvad der foregår i dansk politik.

Leif Randeris, kontorleder, kontorleder, Indvandrerrådgivningen Vesterbrogade 14 – Butikken, 8000 Aarhus C

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Indvandrerrådgivningen mener vi ikke, at det er nødvendigt at blande sig for meget i den danske indvandrerdebat. Den har i de fleste år af Indvandrerrådgivningens 16-årige levetid været komplet afsporet, og ethvert forsøg på at ytre sig sagligt forsvinder i støjen fra de mange politikere, der ønsker at råbe højere og højere med skældsord om mennesker, der ønsker at komme her til landet for at få forbedret deres ringe livssituation og måske livsfarlige liv i hjemlandet.

Lad os kalde politikernes råben, hvad det er; populisme. Vi sympatiserer ikke på nogen måde med de partier, som ligger til højre for midten i dansk politik. Vi respekterer demokratiet og de spilleregler, som gør sig gældende, men når et parti, som Venstre i en og samme ombæring forsøger at kalde sig selv for at ansvarligt parti, men samtidig har fundet ud af, at Dansk Folkepartis indholdsløse fremmedfjendske populisme er godt for vælgertilslutningen, føler vi os forpligtede til at sige noget.

Et dårligt eksempel

I Indvandrerrådgivningen er vi ikke bange for at forholde os moralsk til en problemstilling. Og man bør forholde sig moralsk til, hvad der foregår i dansk politik. Nedlæggelsen af Irak-kommissionen, foreslåede ændringer i love til skade for indvandrere og flygtninge og Inger Støjbergs forslag om en massiv skræmmekampagne i internationale medier. Man skal jo ikke være videre intelligent for at gennemskue, at den type af kommunikation selvfølgelig har indflydelse på den måde, som man opfatter det danske folk på i andre lande rundt omkring i verden. Det får betydning for danske virksomheders evne til at skabe samarbejde og tjene penge på eksport og på andre menneskers generelle opfattelse af, hvad vi er for et land. Sidstnævnte er selvfølgelig det vigtigste.

Det hænger simpelthen ikke sammen, at folkevalgte politikere sætter en dyd i at anvende et sprogbrug og en menneskelig tilgang, som sætter et så dårligt eksempel for yngre generationer, som er ved at finde deres ståsted i en verden, som forandrer sig så dramatisk i disse år. Der er mange ting, vi ikke ved om fremtiden, men noget ved vi, nemlig at det ikke kan betale sig at dyrke fremmedhad og et polariserende sprogbrug (behøver vi at komme med eksempler?). Hvis man skulle være i tvivl, så er det sprogbrug, som Inger Støjberg anvender i udlændingedebatten, unægtelig mistillidsvækkende og krænkende. Ikke bare over for andre mennesker, men også til fremtiden. Vi forstår, at Inger Støjberg er bange for fremtiden, måske ikke mindst Venstres fremtid, men behøver det at gå så vidt?

I Indvandrerrådgivningen kunne vi aldrig finde på at hjælpe Venstre med at udvikle deres egen politiske ideologi, men når det nu står så slemt til, og idéerne fra deres politiske værksted virker så desperate så tidligt i deres regeringsperiode, vil vi nu alligevel gerne give Venstre et råd.

Vi ved jo, at de i Venstre godt kan lide erhvervslivet og gerne vil skabe vækst og måske en mindre offentlig sektor. Fred være med det, når nu Venstre ikke har mere fantasi til politik. Erhvervslivet er da også en hæderlig sag at kæmpe for. Dog kender vi ikke i Indvandrerrådgivningen til firmaer, som har haft held med at rekvirere kompetente nye ansatte ved at lave kampagner, hvori der står, at folk fra et bestemt sted, med en bestemt baggrund ikke er velkomne – helt uafhængigt af kvalifikationer.

På højskole

Derfor er vores råd til Venstre, at de skal fordybe sig i nogle af de tanker, der ligger bag bl.a. de danske højskoler, hvor personlig udvikling og det at kende sig selv har afgørende betydning for ens navigation i tilværelsen. For os at se i Indvandrerrådgivningen er der slet ikke nogen tvivl om, at Venstre kopierer Dansk Folkepartis tilgang til de fremmede for at høste stemmer. Skulle det vise sig at være et strategisk valg for Venstre at tilslutte sig denne tilgang for at sikre sig stemmer, mener vi, at det er fuldstændig afsporet og ude af trit med enhver form for politisk udvikling. Føler Venstre sig forårsaget til at kopiere andre partiers politik for på desperat vis at sikre sig den fremtidige regeringsførelse, så er man politisk og personligt afsporet og kan ikke se det fremtidige perspektiv for ens handlinger.

En sådan handling er kortsigtet og direkte dum og kommer i sidste ende til at skade partiet Venstre. Vi mener ikke, at vi i Indvandrerrådgivningen udelukkende repræsenterer venstrefløjen i dansk udlændingepolitik, når vi siger dette. Alle venstrefolk, der kan tilslutte sig dette er velkomne til at skrive til os i Indvandrerrådgivningen, og vi skal nok stå til rådighed med gratis vejledning og rådgivning til, hvordan man finder et nyt parti. Det er en gratis service, vi er villige til at give folk, som er under pres og mangler et nyt sted at være. Velbekomme.