Hvor gratis kan det blive?
Detailhandelen, kulturlivet og journalistbranchen kan nok lære noget af musikbranchens forretningsmodel, hvor man har fundet ud af at tjene penge på et produkt, der tidligere blev kopieret.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi kan ikke leve af at klippe hinanden, plejer man at sige. Imidlertid er der inden for de sidste par måneder – for mig, i hvert fald – sket det, at jeg næsten er begyndt at tro på, at det kan man altså godt.
Det skyldes, at jeg på min arbejdsplads har lært nogle unge iværksættere at kende, som tilsyneladende er ved at ophæve tyngdekraften og opfinde evighedsmaskinen, for i dette herrens regnvejr som i laaaaang tid har ligget over os, har de sørget for gratis paraplyer til aarhusianerne. Gratis paraplyer!
Konceptet er meget enkelt: Forskellige virksomheder vil gerne have deres navn og logo eksponeret i byen, og gerne håndbåret, og folk, der skal ud i regnvejret, vil af indlysende årsager gerne bære paraply på deres vej, og så har man et heldigt match, for hvis man kan trykke eller printe den første gruppes navn og logo på den sidste gruppes paraplyer, er der slet ingen skade sket – tværtimod, alle er glade.
Bag projektet – som hedder Abrella – står Andreas Søgaard, Mattias Edström og Kristian Meiniche. Deres forretning hviler jo selvfølgelig på den præmis, at reklameindtægterne er større end udgifterne til paraplyerne. Og sådan ser det også ud til at forholde sig. Det vil sige, at aarhusianerne er blevet et par procentpoint lykkeligere i den årlige måling, og kommunen er blevet tre overførselsmodtagere fattigere. Det er jo rent win-win.
Nu aner jeg ikke, om de tre er kontanthjælpsmodne, men det er de næppe, og det er heller ikke det, som det her skal handle om, men jeg synes, at modellen er tankevækkende og interessant.
Det der med, at ting er gratis for brugeren, er jo oppe i tiden: Hvem har ikke oplevet annoncer om gratis henstand med julegaverne (køb nu, betal i marts) eller ”rentefrit i seks måneder”, eller ”første måned gratis”, ”oprettelse gratis” – det sidste til uendelig irritation for os, der har fået nyt eller bare andet tv-abonnement og betalt 500 kr. i ”oprettelse” – hvad så end det er for en omkostningskrævende handling, denne ”oprettelse”.
Men sådan nogle tilbud er jo selvfølgelig ikke gratis, som paraplyerne er det, og nogle er så i øvrigt helt uden for dette spil. Da jeg for en sjælden gangs skyld gjorde mig den umage at se på, hvordan mit regnskab så ud for min kvartalsmæssige indbetaling af mit fagforeningsabonnement, fandt jeg ud af, at det koster Dansk Journalistforbund 300 kr. at forvalte min indbetaling på 1.200 kr. Hold da op, de må være dygtige til at administrere, når de poster så mange penge i det.
Men nu tilbage til det gratis: Musikbranchen var nok den, der så lyset først. Da streaming-tjenesterne så dagens lys, skete det nok i det laveste lavpunkt længe for en trængt branche, for cd’er var lettere at kopiere end noget andet musikmedium hidtil, og kopiering skete i stor målestok – så stor, at stort set alle leverandører var ved at gå nedenom og hjem.
Pirattjenesterne – mest berømt PirateBay – erobrede nærmest markedet som et supplement til den private kopiering, og det var årsagen. Branchens ”Antipiratgruppen” havde den målsætning at forfølge dem, der brugte tjenesten eller beskæftigede sig med kopiering i øvrigt – helt ned i helvede om nødvendigt. Men så kom streaming-tjenesterne. Der var Spotify, og så kom Wimp, og snart havde enhver mobiludbyder en streamingtjeneste – egen eller andres – som et led i henhold til deres abonnementer, og musikerne mente selv, de var døden nær af mangel på indtægter.
Men det modsatte viste sig at være tilfældet. Antipiratgruppen – et hårdkogt tæskehold af advokater, hyret af pladeselskaberne – måtte snart erkende, at der kom opgang for den branche, der havde hyret dem.
Kort sagt så var erkendelsen, at den, der kopierer (eller streamer) meget, også køber meget – med andre ord: Den ulovlige aktivitet fungerede salgsfremmende, og den lovlige streaming endnu bedre.
Den megen gratis musik har været branchens redning: I begyndelsen var kunstnerne skeptiske, men i dag er de ret tilfredse. Den gratis streaming af deres værker skaber nogle ret tilfredsstillende vilkår for dem.
Andre må kunne bryde den kode: teatrene, forlagene, billedkunstnerne – kort sagt hele kulturlivet. Jeg skal ikke kloge mig på, hvad der skal gøres; der er nok af konsulenter i dette land, og nogen af dem kunne måske formås til at tænke nyt.
Men også detailhandelen kunne nok lære noget. I detailhandelen følger man mest den tommelfingerregel, at varen er det værd, som kunden vil betale.
Det er derfor, at fisk – fanget for et par timer siden – i mit sommerhusområde kun koster halvdelen af, eller endog mindre endnu, af hvad den koster i Aarhus.
Ikke at vi skal have gratis fisk, som vi skal have gratis paraplyer, men når en halvanden liters sodavand i hele julemåneden (i stort set alle de store dagligvarekæder) koster en 10’er mod de sædvanlige 24-25 kr., er der noget galt.
Avancen må simpelthen være for høj til daglig, og de årlige opgørelser viser da også, at prisen på dagligvarer i Danmark konstant ligger 30-40 pct. over gennemsnittet i EU.
Der er noget at arbejde med – nogen må tage sig sammen og tænke nyt, hvis ikke nethandel fra udlandet og grænsehandel skal sprænge alle rammer.
Men der er jo også dem, der prøvede, og hvor det ikke rigtig lykkedes at finde en ny model.
Jeg tænker på dagbladene, der hurtigt var fremme med gratis nyheder på både nettet og i papirform, men som måske lod konceptet køre for længe og dermed vænnede brugerne til, at nyheder, dem betaler man da ikke for.
Uden tvivl var det sindssvage eksperiment med gratisaviserne et stort søm i dagspressens ligkiste, og man kan da også se, at den eneste overlevende, nemlig MetroXpress, kun har overlevet ved at friste en kummerlig tilværelse som et vedhæng til de sociale medier og de mere hektiske sider af ungdomskulturen.
Oplagstallene for dagbladene falder og falder, men folk bider ikke til bolle, når det gælder om at betale for nyheder på nettet.
Det ligner en nedadgående spiral. Faldende oplagstal og manglende netsalg giver færre indtægter. Færre indtægter betyder besparelser. Besparelser giver dårligere journalistik. Dårligere journalistik har ingen købere.
Igen: Jeg skal ikke kloge mig, men noget skal der ske.
Man kan næppe bruge modellen for Abrellas gratis paraplyer, for reklamer er gift for den frie journalistik, men man kunne jo prøve at tænke ud af boksen: Hvis køberen fik eksklusivt indhold for sine penge, hvad så? Eller hvis man kunne undgå at blive belemret med visse typer nyheder (jeg personligt vil gerne fravælge sport og ”X-Factor”)? Eller hvis læseren selv kunne sammensætte kategorierne i sin nyhedsportefølje?
Eller, eller, eller. Der er nok at tage fat på, kom nu!
Og mens andre kan tænke videre, vil jeg vandre ud i regnvejret med en solid paraply fra Abrella.