Nyt stadion til AGF
Politikerne i Aarhus bør handle nu og sikre byen et ordentligt stadion.
JP kunne i artiklen »AGF jagter penge til flere år« 25/10 berette om, at Aarhus Elite målrettet arbejder på at finde et nyt spillested uden løbebaner.
Jacob Nielsen havde til Aarhus Elites generalforsamling d. 24/10 udtalt: »Vi skal spille på et rigtigt fodboldstadion, og det gør vi ikke nu. Men om det bliver om 2, 5 eller 10 år ved jeg ikke. Jeg synes ikke, at vi lige nu er i en sportslig position, hvor vi kan præsentere det for kommunen eller erhvervslivet.«
Vind-, lyd- og synsforholdene på det nuværende atletikstadion er ikke konkurrencedygtige i forhold til andre provinsbyer, som har flotte og mere tilskuervenlige stadioner.
Facebook-gruppe
Aarhus Elite har fået øjnene op for, at det nuværende stadion ikke lever op til forbrugernes behov og ønsker – og at det i sidste ende ikke kan give penge på bundlinjen. Facebook-gruppen ”Nyt stadion til Aarhus – AGF” hilser initiativet fra Aarhus Elite velkommen! Hvad vil Aarhus Kommune mon gøre med det nuværende atletikstadion, NRGi Park, hvis AGF går ud af forpagtningsaftalen?
Driften af det nuværende atletikstadion kan ikke alene løbe rundt ved, at der er 100-200 atletikudøvere, som godt kan lide at løbe rundt i ring. Måske er det på tide, at Aarhus Kommune vågner op og giver Aarhus og de mange trofaste AGF-fodboldfans et ægte fodboldstadion, så NRGi Park ikke står gabende tomt hen.
Utilfredsheden med det nuværende atletikstadion stiger. Dette kan man se på Facebook-gruppen ”Nyt stadion til Aarhus – AGF”, hvor over 3.450 aarhusianere allerede har tilkendegivet, at de ønsker et nyt fodboldstadion, som kan bidrage med en intens og god atmosfære.
Der bør komme handling fra politikerne i Aarhus nu! Bedre sent end aldrig.