Tid til hovedrengøring i AGF

En ansvarlig ledelse må få gjort noget ved måltørken

Artiklens øverste billede
Et supertalent som Casper Sloth følte sig dårligt behandlet. Nu sidder han for det meste på bænken. Arkivfoto: Claus Bonnerup/Polfoto

Kære AGF, jeg elsker dig, skønt du så ofte har svigtet mig. Denne omskrivning af en kendt sang beskriver nøjagtig, hvad jeg føler for AGF.

Engang midt i 1950’erne stod en dreng på 11-12 år på Aarhus Stadion sammen med sin fætter og så en fodboldkamp mellem Esbjerg og AGF. Dette var en oplevelse, der aldrig blev glemt. Et sanseindtryk så stort, at det ikke kan beskrives. En dreng fra landet, der blev kastet ind i et helt andet miljø, dommeren ”snød” oven i købet AGF, der fik et mål underkendt for offside.

Tre til fire år senere stod drengen med nogle kammerater på stadion til næsten alle hjemmekampe, vi cyklede 15 km for at komme på stadion.

Vil I høre AGF’s hold fra dengang? Den ene personlighed efter den anden.

Har skrantet i årevis

Drengen var selvfølgelig undertegnede. I 1962 rejste jeg fra gården i Hørslev, mit barndomshjem, for at gå på skole i Silkeborg. Nu var der godt 40 km til Aarhus, så det var slut med at se fodbold på Aarhus Stadion. Jeg forsøgte at se Silkeborg IF, men det var uinteressant, de spillede vist i 2. division eller lavere dengang.

I Peter Sørensen havde man en seriøs leder, men det gik selvfølgelig ikke i AGF.

I 1976 kom jeg og min familie tilbage til området, og da mine sønner var store nok, i starten af 1980’erne, begyndte vi at tage til fodbold på Aarhus Stadion igen. Vi fik mange store oplevelser; Flemming Povlsen som ung, Lars Windfelds mål på udspark, Mogens Kroghs mål, der forhindrede AGF i at blive dansk mester. Fodbold er både glæde og sorg.

Der kunne fyldes flere ark papir med fodboldoplevelser, men nu er det måske slut. AGF har skrantet i årevis, og en klub kan simpelthen ikke blive ved med at overleve på den måde.

Ikke klasse til Superligaen

Så kan man sige »skidt med det, det er kun fodbold, vi har før været bagud og tabt«. Lignende tåbelige AGF-vitser kunne også anvendes. Men, som forsøgt beskrevet i starten af denne tekst, er der mennesker, der faktisk er følelsesmæssigt engageret i klubben. Man kan ikke bare smide det hele væk med et dumt grin.

Hvad er der så galt?

Denne gang er den konkrete grund let at finde. Man skiller sig af med alle målscorerne i klubben. Graulund, Johansen og Larsen. Man køber en fritstillet spiller fra Esbjerg, han gør sit bedste, bevares, men han har simpelthen ikke klasse til Superligaen. Desuden nogle folk fra Georgien, der måske nok er gode i deres hjemland, men bestemt ikke i Danmark.

Mangler en ansvarlig ledelse

Den dybereliggende grund skal dog findes i ledelsen. Ledere i AGF skal være ”glade” drenge (umodne?). De skal kunne AGF-vitserne, se en ovenfor. I Peter Sørensen havde man en seriøs leder, men det gik selvfølgelig ikke i AGF. Et supertalent som Casper Sloth følte sig dårligt behandlet. Nu sidder han for det meste på bænken.

Jeg ved ikke, hvad der er sket mellem de involverede parter, men resultatet er forfærdeligt. Her må en ansvarlig ledelse træde til. Måske er Sloth en forkælet dreng, der ikke forstår alvoren i livet? Jeg ved det ikke.

En ansvarlig ledelse må også gøre noget ved ”måltørken” i AGF. Når man skiller sig af med kompetente målscorere, skal der anskaffes nye. Det er altså ikke særlig svært at forstå.

Tid til hovedrengøring

Det kan godt være, at skaden er sket, måske rykker AGF ned igen. Hvis det sker, er det tid til hovedrengøring. Man må simpelthen skille sig af med de fleste af de ”glade” drenge. Find en professionel, seriøs leder, der så får klubben bygget op fra grunden. Hvorfor ikke begynde med et nyt klubhus et andet sted i Aarhus Kommune, et sted med plads og udsyn.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen