Tanker i forlængelse af Tovshøjskolen

Tovshøjskolen handler om kultur og om, hvordan vi sikrer, at vores danske værdier gives videre til næste generation – især friheden til at vælge religion, seksualitet, ytringsfrihed osv.

Artiklens øverste billede
At Tovshøjskolen i Aarhus kun har tosprogede elever, sætter fornyet fokus på integration. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Forleden kom det frem igen, at Tovshøjskolen i Aarhus kun har tosprogede elever – indvandrere og efterkommere, om nogen vil.

Venstrefløjen har naturligvis været ude at kritisere, at man kaldte dem indvandrere, når mange var opvokset i Danmark, og når man i reglen omtalte andre indvandrere og anden- eller tredjegenerationsindvandrere (Medina, Bubber, Wozniacki m.fl.) anderledes. Rune Engelbreth skrev således et indlæg i Politiken forleden, hvor han sagde, at vi var begyndt at skelne mellem sorte og hvide og ikke danskere og indvandrere.

En relevant diskussion

Jeg skal være den første til at sige meget godt om venstrefløjen, herunder Rune Engelbreth. For venstrefløjen har gjort meget godt for Danmark gennem tiden, og RE tager egentlig fat på en meget relevant diskussion. Det er jo helt ude i skoven, hvis man skal være hvid for at være dansker.

I årtier har både højre- og venstrefløj talt om, hvor vigtigt det er, at vi får blandet indvandrere, efterkommere og etniske danskere for netop at sikre integrationen.

Heldigvis er det heller ikke sådan. Personligt kender jeg også masser af folk, der kunne kategoriseres som ”farvede”, uden at jeg nogensinde har set dem som andet end danskere.

Flere af ”indvandrerne” på Tovshøjskolen er i øvrigt næppe farvede. Fatima, som ramte forsiden af Metroxpress Vest 28/3, er f.eks. ikke specielt farvet. Alligevel er hun en af dem, som er fremhævet som indvandrer eller efterkommer.

I mindre kontakt med samfundet

Men Tovshøjskolen handler ikke om farve. Heldigvis. Det handler om kultur og om, hvordan vi sikrer, at vores danske værdier gives videre til næste generation – og især at den frihed til at vælge (religion, seksualitet, ytringsfrihed osv. osv. osv.) sikres blandt de nye generationer.

Når en skole har ingen eller få danske elever, kommer eleverne logisk nok i mindre kontakt med det danske samfund i de unge år, hvor en vigtig del af ens identitet bliver bygget. Risikoen er, at eleverne på sigt vil føle sig fremmedgjorte fra Danmark og dets værdier. Vi risikerer også, at de påvirkes mere af kulturer, som ikke anerkender de friheder og den kultur, som vi er vant til i Danmark.

Fløjene burde skride til handling

Det er problemer, som naturligvis også næres af de parallelsamfund, som er ved at opstå, samt den voksende islamisme. Problemet er velkendt og logisk. Hvis vi eliminerer kontakten til det omgivende samfund, hvordan skulle vi så kunne forvente andet end desintegration?

Det er ikke noget, der giver anledning til uenighed. I årtier har både højre- og venstrefløj talt om, hvor vigtigt det er, at vi får blandet indvandrere, efterkommere og etniske danskere for netop at sikre integrationen. Tovshøjskolen er så et eksempel, hvor det ikke er lykkedes, og hvor begge fløje burde skride til handling.

Frihed som en selvfølge

Det handler altså heldigvis ikke om racisme eller farve. Det handler om at delagtiggøre indvandrerne og deres efterkommere i dansk kultur – og sikre, at kommende generationer kan nyde godt af den frihed, som vi i Danmark længe har kunnet tage som en selvfølge. Integration, når det er bedst. Det er noget, som alle fløje burde kunne være fælles om at sikre.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen