Bundsgaards manglende ambitioner for Aarhus

Borgmesteren må forholde sig til trafikkaos og tabte arbejdspladser.

Artiklens øverste billede
Under valgkampen reklamerede Jacob Bundsgaard med ”handling”. Men der er ikke sket så meget siden da. Foto: Jan Dagø

Østjylland rummer et enormt vækstpotentiale. For at indfri dette er det helt afgørende, at Aarhus går forrest og viser vejen. Det er utilfredsstillende, at borgmester Jacob Bundsgaard virker handlingslammet i en tid, hvor byen har brug for lederskab og politikere, der tør træde i karakter. Trafikkaos, tabte arbejdspladser og en lufthavn, der koster de aarhusianske skatteydere millioner af kroner. Det er blot nogle af de problemer, som den socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard forsømmer at løse.

Gennem længere tid har Aarhus døjet med et sandt trafikkaos. Hver dag holder tusindvis af borgere i kø på vej hjem til familien, ud for at købe ind eller besøge venner. Ifølge Aarhus City Forenings direktør, Claus Bech, samt Jess Abildgaard, formand for Aarhus Rutebilstation, har problemet længe været kendt. Ligeledes klager taxa- og lastbilchaufførerne i Aarhus over, at det aldrig har været sværere at komme rundt i byen, og at den tætte trafik koster dem i dyre domme. Det kan derfor give anledning til undren, at vi ikke har set en handlingsplan fra borgmester Bundsgaard, der tilsyneladende håber på, at problemerne forsvinder af sig selv.

Vestas flytter væk

Alle alarmklokker burde ringe, når et stort dansk firma som Vestas flytter 200 arbejdspladser væk fra Aarhus. Byen vurderes dårligere og dårligere i Dansk Industris årlige analyse af erhvervsvenlighed. Den internationale vindmølleproducent har blandt andet begrundet udflytningen af arbejdspladser til København med, at man ønsker at være tættere på en stor international lufthavn. Alligevel sidder byrådsflertallet, med socialdemokraterne i spidsen, på hænderne og forsømmer sin forpligtelse til at sørge for, at byen fortsat forbliver attraktiv for virksomhederne.

Når Vestas tydeligt udtrykker ønske om bedre adgang til en stor lufthavn, er det mærkeligt, at Jacob Bundsgaard ikke har ydet en større indsats for at forbedre veje og togforbindelser til Tirstrup lufthavn. Hvis lufthavnen skal tiltrække flere rejsende, er det alfa og omega, at man gør det lettere for folk at komme dertil. Af mulige løsninger på problemet er en udvidelse af Grenaa-banen eller at forlænge motorvejen helt til lufthavnen.

Det er på høje tid, at borgmesteren tager initiativ til politisk samarbejde på tværs af partierne.

Det ville derfor have været helt oplagt at kræve flere midler til infrastruktur i forbindelse med regeringens togfondaftale, men den mulighed er nu forpasset. I stedet ser vi en Aarhus Lufthavn, der fortsat har røde tal på bundlinjen. Senest har de negative regnskaber resulteret i, at de fem ejerkommuner, Aarhus, Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs, skal punge ud med 17 mio. kr. for at dække underskuddet i lufthavnen.

Det er på høje tid, at borgmesteren tager initiativ til politisk samarbejde på tværs af partierne, så vi i fællesskab kan løfte Aarhus og Østjylland op på et højere niveau, tiltrække virksomheder og skabe nye arbejdspladser. Et styrket samarbejde mellem folketingsmedlemmer og byrådsmedlemmer hen over partiskel er nøglen til at markere Aarhus og Østjylland over for den nuværende regering, der kun tænker København, København, København. Vi er nødt til at slå i bordet og sætte vores by og region på landkortet. Alternativt ender alle investeringerne i hovedstaden. Derfor må Jacob Bundsgaard på banen, og det haster!

Andre læser

Mest læste

Del artiklen