Skal vi have kæmpevindmøller?
Alle beregninger viser, at en placering i Aarhus Bugt ikke er god.
Energistyrelsen har tilkendegivet, at der kan opstilles 20 vindmøller på hver 150 meter i Aarhus Bugt tæt ved Mejlflak. Det er uforståeligt, at der fra politikernes side på Christiansborg så ukritisk kan åbnes for en evt. tilladelse til sådan et projekt.
Lad os få en langt større vindenergiproduktion for de samme penge et andet sted
Når disse vindmøller er på dagsordenen, så kan alt gå igennem, vel vidende at dette projekt ikke er økonomisk bæredygtigt. Alle beregninger viser, at en placering i Aarhus Bugt ikke er god. Der er mindre vindstyrke i bugten end ved åbent vand, og projektet kommer til at ligge lige op ad et følsomt fredet havområde (Mejlflak), Nordby Bakker er fredet, sommerhusejerne på Nordby Bakker må ikke engang sætte en flagstang op, men der må gerne bygges kæmpe havvindmøller lige udenfor.
Hvordan kan sådan en tilladelse gives? Da der ikke er tilstrækkelig med vind i bugten, vil der heller ikke komme et tilstrækkeligt afkast. Finansiering: Vil bankerne yde lån til et dårligt projekt? Vil aktionærerne gå med til det? Skal forbrugerne via PSO-afgiften give tilskud til et projekt, der ikke er bæredygtigt_ Det er misbrug af borgernes penge.
Nu har Søren Egge Rasmussen, formand for energiselskabet NRGi, som ejer 44 pct. af HÅB (Havvind Århus Bugt), sendt brev til syv kommuner langs den jyske østkyst, hvori han opfordrer dem til at træde ind i HÅB. Københavns energi har også fået et brev om at træde ind i projektet.
De fire elselskaber, som oprindelig var med i projektet: Brabrand Net, Galten Elværk, Viby Elværk og Østjysk Energi, har åbenbart meldt ud, at de ikke ønsker at være med længere. Det vidner jo om, at de kan se, at projektet ikke er bæredygtigt. Søren Egge Rasmussen har tidligere udtalt, at de fire elselskabers aktier overtages af NRGi, dvs. at andelshaverne i NRGi skal overtage et tvivlsomt projekt. Ved underskud skal andelshaverne i NRGi bare betale ved kasse 1. Vil repræsentantskabet stå model til det?
Hvor meget ekspertise i havvindmøller har NRGi? Har direktionen, bestyrelsen og repræsentantskabet forstand på havvindmøller? Jeg tvivler.
Ikke megen interesse
Der har lige været valg til repræsentantskabet i NRGi i den nordlige del af Aarhus-området, og jeg kunne læse i avisen, at der var en stemmeprocent på 13. Ikke megen interesse for brug af andelshavernes penge i NRGi.
Samsø Kommune, som er foregangskommune med hensyn til vindmøller, er stærkt imod dette projekt. Den har foreslået, at vindmøllerne placeres længere mod syd, så de ikke generer så mange. Der er allerede et vindmølleområde syd for Samsø, der er skov og ikke et tætbefolket område med fastboende og sommerhusbeboere. Nu vil HÅB have en forskningspark, så virksomheder kan udnytte vindmølleparken til at teste og gøre brug af ny vindmølleteknologi. Man lades her i uvished, for er en tilladelse på 20 møller blot et skyggespil, og kan man bare se væk fra en ny VVM-godkendelse? Nej, den er gal med indtjeningen, så nu skal der være en forskningspark. Med de tilskudsregler, der gælder for den type forsøgsvindmølleparker, forventer HÅB et afkast på ca. 6-8 pct. om året. Lykkes det at omskabe 8 af 20 kæmpevindmøller til forsøgsmøller, gør man ondt værre. I den tværministerielle arbejdsgruppe om forsøgsmøller på land, gør man opmærksom på, at »i opstilling med forsøgsmøller kan møllernes individuelle udseende variere i højde og rotordiameter, omdrejningerne vil opleves uden rytme og takt«. Kan det virkelig være rigtigt, at der skal være forskningsparker flere steder i landet? Gælder det kun om at suge så mange penge ud af statskassen til investorerne som muligt?
Et prestigeprojekt
Hvordan er det muligt, at der ydes tilskud fra statens side til et projekt, som ikke kan yde det samme som ude på Vesterhavet eller ved Anholt? Det er for mig at se spild af borgernes penge. Et milliardprojekt, som kun er et prestigeprojekt, fordi der absolut skal være et vindmølleprojekt i Aarhus Bugt, som efterfølgende er eksporteret til Odder og Samsøs kommuner. Så slipper projektets initiativtagere for selv at se på vindmøllerne, høre støj fra dem og se blinkende lys døgnet rundt i et naturskønt, fredet område.
Den omstilling til grøn energi, der er i gang, må vi alle støtte. Det kan og bør gøres på intelligent vis og med en bred vifte af tiltag. Ikke ved at fifle med regler, omgå det lokale demokrati og tromle berørte borgere, som man har kunnet opleve ved høringsmøder om projektet.
Lad os få en langt større vindenergiproduktion for de samme penge et andet sted og samtidig give et andet projekt en langt større intern forrentning.