En skole for positiv udvikling

Familieskolen i Tilst kan hjælpe stille børn, der ikke trives i skolen.

En af pædagogerne i SFO'en i Sabro havde observeret vores søn, Andreas på ni år, og fundet ud af, at der var noget ”galt” med drengen. Ingen lærere eller pædagoger kunne få Andreas til at sige ret meget. Vi oplevede, at derhjemme snakkede Andreas meget, men udenfor hjemmet sagde han næsten ikke noget.



Vi var overbevist om, at det var fordi, at han var meget genert.



»Det er altså mere end generthed det her«, sagde pædagogen. »Hvad siger I til at starte på Familieskolen i Tilst«?



»Hvad er det«, spurgte jeg.



»Det er en skole, hvor forældrene er med deres barn i skole i tre måneder«.



»Vil det sige, at jeg skal spørge min arbejdsplads, om jeg kan gå ned i tid«?



»Ja, men du får kompensation for tabt arbejdsfortjeneste«.



Fri uden løn

Min arbejdsplads var villig til at give mig tjenestefri i tre måneder uden løn på nedsat tid. Vi startede derfor i august på Familieskolen. Vi var fem-seks familier i et stort rum. Vi skulle hjælpe vores barn med lektierne.



Senere på dagen skulle vi lave fællesaktiviteter, og til sidst samledes vi i en rundkreds, hvor vi fortalte om, hvordan dagen var gået. Vi skulle også give karakter til vores barn, og barnet skulle give sig selv karakter.



Jeg var meget skeptisk fra start.



»Hvordan tror I lige, at I kan få min søn til at sige noget, når hverken pædagogerne i SFO eller lærerne på skolen kan få ham til at sige noget«?



»Bare rolig«, sagde Jan. »Vi snyder ham.«



De første uger gik, og lærerne fik ikke mange ord ud af Andreas.



Der var tre lærere på skolen: Helle, Jan og Mads. Deres leder var sygemeldt i en længere periode.



På mit arbejde var der en kollega, der havde et barnebarn i England, som udviste de samme symptomer som Andreas. De fandt ud af, at det skyldtes selektiv mutisme. Jeg havde aldrig hørt om selektiv mutisme og slog det op på nettet.



Det viste sig, at ca. en procent af Danmarks befolkning lider af selektiv mutisme. Det er typisk, at barnet snakker derhjemme, men uden for hjemmet siger det ikke noget. Det beskrives som en psykisk funktionslidelse.



Dokumentar om stille børn

Jeg kunne også se på nettet, at DR havde sendt en dokumentar - ”De stille børn” - i 2007. Den film fik jeg skolen til at bestille hjem. Vi så den, klasselæreren så den, SFO-pædagogen var begejstret for den og viste den til alle ansatte. Jeg havde også nævnt for pædagogen, at nu vidste jeg, hvad Andreas fejlede.



»Det er selektiv mutisme«, sagde jeg.



»Det ved jeg godt, Bjørn, men som pædagog må jeg ikke stille en diagnose«.



Selvom Andreas ikke svarede, fortsatte lærerne ufortrødent med at spørge ham.



Miraklet skete

Jeg ved ikke præcist, hvornår det skete, men pludselig lagde jeg mærke til, at Andreas snakkede med lærerne. Wow, tænkte jeg. Miraklet var sket. Andreas fortsatte den positive udvikling den sidste tid på familieskolen, og tilbagemeldingerne fra klasselæreren og SFO var gode.



»Vi har nemmere ved at få kontakt til ham nu,« lød det.



Jeg vil gerne takke eleverne Aina, Daniel, Kasper og Kenny for jeres hjælp. Tak til jeres mødre også. Tak til lærerne på Familieskolen: Uglen Helle, der er fagligt meget dygtig, giraffen Mads, der nu starter en ny familieskole i Brabrand, og sidst, men ikke mindst tak til ræven Jan, som jeg fik et specielt godt forhold til. Han gav mig mange nyttige råd.



»Jan, jeg savner allerede vores gode samtaler.«



Tak til pædagogen fra Sabro, Kirsten, der satte det hele i gang.



Hvis du har et barn i skolen, der ikke føler sig godt tilpas, så prøv et ophold på Familieskolen.



For som Jan sagde til os: »Involver jer mere i jeres barns liv«.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen