En fantastisk ostemand

En afskedsmiddag blev en oplevelse takket være en vidende charmetrold på 81 år.

For nylig var jeg til en "ophørsmiddag" for tv-programmet Formiddag med Nis Boesdal, der blev optaget i Danmarks Radios lokaler i Århus. En god middag skulle afrunde og afslutte en fantastisk god udsendelsesrække.

Logebrødre, kunstnere, regnskovsdirektører, borgmesterkandidater, borgmestre og missionsfolk med virke i Afrika var blandt programmets spændende gæster. De fleste nørder på deres respektive områder. Ærgerligt at DR stoppede denne gode og næsten omkostningsløse udsendelsesrække.

Sammen med hovedgæsten blev der altid inviteret en husven. En broget flok hvoraf jeg kun kendte nogle ganske få. Husets venner havde vel nærmest den funktion at skabe lidt variation i programmerne. For mig var det også en stor glæde at have tid og mulighed for at lytte til nørdernes samtale med mesteren Nis Boesdal. Nørder er fantastiske mennesker.

Alle husets venner var afslutningsvis sammen med teknikere, lydfolk og journalister inviteret til finalemiddagen, som foregik på restaurant Mellemrum på Fredens Torv. Dejlig mad og hyggelige lokaler.

Jeg var egentlig i tvivl om, hvorvidt jeg skulle deltage i middagen. Mit sociale gén skrumper kontinuerligt. Samtidig havde jeg travlt med både arbejdet som dyrlæge og et stort flytteprojekt.

Denne aften overvandt jeg min sceneskræk og heldigvis for det. Forløbet af selskabeligt samvær afhænger i høj grad af, hvem man er så heldig at være i selskab med. Denne aften var jeg rigtig heldig.

Et blandet selskab
Jeg kom til at sidde ved et bord med min gode, muntre ven, havearkitekten Kjeld, Rosen-Knud med yndlingsrosen golden grace, it-eksperten, en kvindelig programmedarbejder, der var danmarksmester i kvindeskak, og - som rosinen i pølseenden - en husven, der var osteekspert. Jeg vidste ikke, at vi havde en sådan.

Under indtagelsen af velkomstdrinken før middage flakker mit blik altid søgende rundt for evt. at spotte spændende eller/og sjove mennesker. I forsamlingen denne aften var der specielt én, der skilte sig ud fra de andre. Min umiddelbare etikette var, at han måtte være smed. I hvert fald håndværker.

En nydelig, anderledes, ældre - tilsyneladende ikke gammel - mand. Iklædt storternet jakke, hvid skjorte, slips, velpressede bukser og brillantinehår med kun ganske få grå stænk. Frisuren var nærmest anderumpeagtig - for dem, der husker, hvad det gik ud på. Håret var samlet i en nakkekam og med stort fald i panden.

Det var meget moderne på den tid, da buksebenene var korte og smalle, og da man om sommeren dansede jitterbug på Enghave Plads og i Kødbyen i København. Manden var storsmilende, leende og konstant konverserende den unge skakmester. Lidt af en larmer måske.

Umiddelbart kunne der være noget for smart antikt over manden.

Der skulle imidlertid ikke gå mange sekunder, før han havde vundet alle bordfællernes fulde sympati. Han var træskotypen, der bare vader ind på sympatihylden. Han var sjov og beleven - og så vidste han ting og sager. Han var bestemt ikke antik og smart.

Som det altid (altid!), sker når flere mænd sidder ved same bord, kom også ved dette bord det uundgåelige spørgsmål: »Nå - hvad laver du så?«

Jeg tænker tit på, hvorfor lige netop dette spørgsmål har så høj en maskulin prioritet.

Umulig at placere
Ikke én ved dette bord ville have gættet rigtigt på hans svar. De fleste ville nok have sagt pensioneret håndværkertype, men han var husvennernes osteekspert!

Anderumpe og oste, det passede bare ikke sammen, men sandt var det.

Ostemanden var en årgang 1927 - fra før jitterbugkonkurrencerne i Kødbyen og Dansetten. Og han var fantastisk, 81 år og still going strong.

Han jokede som en vårhare og fortalte historier og vitser i et væk. Vi var flere ved bordet, der indledningsvis mente, at årgang 27' nok måtte være en forhenværende osteekspert. Men nej. Ostemanden var aktiv som ind i h.......

Han rejste stadig til udlandet for at studere nye oste, han holdt foredrag i husmoderforeninger, officersforeninger og for osteeksperterne hos Arla. Ingen for store og ingen for små.

Vi blev underholdt med et foredrag om schweizeroste, fraværet af gode danske oste og dejlige franske delikatesseoste. Også om at til ost hører der øl og ikke vin.

Jeg blev korrigeret i min antagelse af, at min barndoms norske ost hed myseost - den hed myseost. Samtidig rejste han landet rundt for at tale om og sælge oste. Whau - what a man.

Skakveninden på venstre side blev også underholdt med lidt frække vitser. Ostemanden var bare en gentleman.

Han fratog mig også en af min barndoms illusioner - at gamle oste næsten skulle lænkes for at blive på plads. Husker en butik fra gamle dage, der som reklame uden for forretningen havde en ost i lænke. Jeg havde i mit simple konfirmationsmikroskop - nærmest bare et rør med et forstørrelsesglas og et spejl til at reflektere lyset - set, hvordan de blege geleagtige ostemider med deres plumpe små vortelignende ben nærmest væltede sig rundt i osteskorperne.

For dyre i drift
Mider findes ikke mere, sagde ostemanden - de understøttes ikke af producenterne. Mider er simpelt hen for dyre i drift. Så kan jeg bedre forstå, at det stort set i dag er fuldstændig umuligt at finde en ost med smag og lidt liv.

Han nævnte også, at damerne i osteforretningerne ikke mere lugter efter fyraften.

Jeg er en osteomand af den slags, som bare synes, at ost smager dejligt, og at ost på brød er en synd. Den skal spises straight og i tykke skiver uden dikkedarer.

Det har jeg gjort hver eneste dag i mange år. Jeg kunne have lyttet til ostemanden i timevis, men efter en tid syntes han, at vi havde fået nok ost.

»Lad os snakke om noget andet,« sagde han.

Respekt for det. Jeg synes selv, det er trættende til enhver selskabelighed at skulle kurere undulater, hvide mus, katte og hunde i stribevis.

Det var en dejlig og nem social aften - ost serveret med værdighed, stor viden og humor. Det bedste var imidlertid mødet med ostenørden: En voksen mand med kæmpepower.

Vi hyggede os ved vores bord den aften - en aften med masser af disse gode, udefinerlige vibrationer man alt for sjældent oplever.

Uanset emner har nørder altid kaldt på min store respekt. Det er fantastisk livsbekræftende at møde mennesker, som ofrer næsten alt for en speciel interesse. Jeg er sikker på, at i tilfældet ostemanden - årgang 1927 - er hans entusiasme med til at holde ham spændende og kraftfuld.

Nørder er et af livets vigtigste krydderier.

Knud Steensborg er dyrlæge og har egen klinik i Brabrand, Abild Dyreklinik. Han er tilsynsførende dyrlæge i Randers Regnskov og er fast radiodyrlæge i DR's P4 Panelet.

De fleste ville nok have sagt pensioneret håndværkertype, men han var husvennernes osteekspert!”

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.