»Da Aarhus voksede fra mig«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er født i Aarhus, men vokset op i København. Da jeg i 1994 flyttede hjemmefra, var det et bevidst valg at vende tilbage til min fødeby. Ikke blot af nostalgiske grunde, men fordi byens tempo, udtryk og stemning passede bedre til mig. Aarhus føltes ganske enkelt mere som ”mig”.

Samtidig kunne Aarhus dengang noget, som andre jyske byer som f. eks. Aalborg, Horsens, Randers, Herning, og Kolding ikke helt kunne. I Aarhus var der mere liv, mangfoldighed, mere kultur og flere muligheder – men uden at miste roen, rummet, luften og fornemmelsen af provins. Netop den balance var afgørende for, at jeg valgte at vende tilbage.

Jeg husker et Aarhus, der både kunne være levende og give plads til ro. En by hvor søndage føltes som søndage, og hvor hverdagsaftener var stille og rolige.

I dag er Aarhus en anden by. En by i vækst, med ambitioner og konstant aktivitet. Det er ikke forkert – mange oplever det som en berigelse, og det forstår jeg godt. Men for mig er noget gået tabt.

Den ro og det rum, jeg søgte, er blevet sværere at finde. Samtidig har byens udtryk ændret sig markant. Nye byggerier skyder op, og mange af disse oplever jeg som alt for hurtigt opført uden sans for helhed og æstetik. Det er naturligvis en smagssag.

Jeg holder stadig af Aarhus. Men jeg savner en by med mere plads, mere luft og mere rum til ro – og den særlige følelse af provins, som engang gjorde den unik. Sloganet “verdens mindste storby” passer efter min mening ikke længere. Byen er blevet mere storby end “lille”.

Og nej, det er ikke fordi Aarhus har svigtet mig. Jeg er ikke et offer. Byen har udviklet sig – og måske er det i virkeligheden det, der er sket: At vi stille og roligt er vokset fra hinanden.

Aarhus er blevet større – men for mig er noget blevet mindre.