Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Er det rimeligt, at nogle af samfundets svageste skal påføres en merudgift

Besparelser på socialområdet rammer bofællesskaber hårdt.

Lise og Flemming JessenPensionister, Risskov

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vores nu 51-årige handicappede datter har boet i bofællesskabet Søstjernen siden dets indvielse december 2003. For at vores datter, på lige fod med hendes handicappede medbeboere, kan få en tilværelse så normalt som muligt, er det nødvendigt, at der er nok pædagoger til at hjælpe hende i dagligdagen. Det var der også i de første år. Men i de sidste 20 år har den årlige sang lydt på besparelser, besparelser og atter besparelser.

I 2003 var der afsat cirka 210 personaletimer ugentligt mod i dag cirka 141 personaletimer svarende til en nedskæring på 33 procent. Det er klart, at med så voldsom nedskæring er der skåret helt ind til benet. Der er kun pædagogtimer til få aktiviteter ud af huset. Vi forældre må heller ikke deltage i vores voksne børns fødselsdagsmiddage på Søstjernen. Der er nu tale om ren opbevaring. Vi tænker med gru på, hvordan omsorgen fremover bliver for vores ”børn”. Især hvordan det vil gå, den dag vi ikke længere har mulighed for at hjælpe dem.

Det er nu lagt frem, at der på socialområdet skal spares 57 millioner kroner i år og ligeledes 57 millioner kroner på beskæftigelsesområdet. I kontrast hertil pumpes der millioner og atter millioner af kroner i stadion-projektet, der åbenbart er et stort bundløst hul.

I de første år på Søstjernen havde beboerne i bofællesskabet ferie med mulighed for at komme ud af huset i en uges tid. Men p.g.a. personalebesparelser blev der hurtigt lukket for dette.

I dag er der mulighed for en fem dages ferietur eller kortere én- eller flerdagesudflugter op til samlet fem dage om året. Søstjernen har derfor haft mulighed for at tage på kortere ophold i Hulsig, Tønder, og de sidste år har de været på tredages ture til København i november for bl.a. at se det julepyntede Tivoli. Det har været en meget stor succes. Med det fremsatte forslag kan der kun tilbydes to dages ferie. Ingen københavnerture eller andre ture med overnatning. Ganske vist har beboerne tre ugers ferie fra deres aktivitetscentre. Det er dog ikke alle, der har familie at være hos, men de må så i stedet opholde sig i deres bofællesskaber.

På Søstjernen er der et køkken, som står for tilberedning af maden til beboerne. Forslaget indebærer en nedlæggelse af køkkendriften, og i stedet skal beboerne have leveret mad udefra.

Denne ændring vil formentlig i første omgang inddrage 10 bofællesskaber med i alt 217 beboere. Disse kan imødese en stigning i kostudgifterne på 1.000-1.700 kroner om måneden svarende til en samlet merudgift på 2.604.000-4.426.800 kroner. Hvis forslaget gennemføres, forventer kommunen at få en besparelse på 1.620.000 kroner. Med andre otd vil beboernes samlede merudgift til kost langt overstige kommunens besparelse.

Er det rimeligt, at nogle af samfundets svageste skal påføres en merudgift, der langt overstiger kommunens provenu?

Aarhus Byråd skal snart tage stilling til om Omstillingsplan 2026.

Som det er beskrevet ovenfor, er Søstjernens personaledækning beskåret til et minimum, så der nu kun er tid til de allermest nødvendige tiltag.

Hvis feriedagene reduceres fra 5 til 2 dage årligt, er der ikke tale om ferie. Den normale ferie er på 5 uger årligt, så vil man være bekendt at spise de handicappede af med 2 dage? Som for os andre er en ferie for de handicappede et stort lyspunkt med et afbræk i hverdagen.

Nedlægges køkkendriften påføres de handicappede en betydelig større merudgift, der langt overstiger kommunens besparelse. Desuden vil menuen fremover stå på præfabrikeret mad, og vi ved alle, at det slet ikke står mål med en frisklavet kost. Det vil gå ud over livskvaliteten.

Til slut vil vi gerne spørge medlemmerne af byrådet, om de ville acceptere, at deres børn eller børnebørn skulle leve under ovenstående forhold? Nej vel, så den eneste løsning er IKKE at vedtage forslagene.