»Vi har brug for en biskop, der kan mere end at vælge«

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I en valgkamp bliver forskellene tydelige. Det skal de også. Det er sundt for en kirke at få sat ord på, hvad vi håber på, og hvor vi vil hen.

Forleden læste vi debatindlægget med overskriften: “Vi har brug for frimodighed – ikke nostalgi.”
Det er vi sådan set enige i. Men overskriften rummer også en modstilling, der kalder på en afklaring.

Hvis frimodighed forstås som mod, handlekraft og vilje til at lade kirken tale ind i sin samtid, så ja: Det har vi brug for. Men hvis nostalgi alene forstås som stilstand eller længsel efter en svunden tid, bliver billedet for enkelt.

For nostalgi kan også betyde noget andet: erindringen om det, der har båret os. Bevidstheden om, at vi står på skuldrene af generationer før os. Forankringen i det, der har vist sig livsbærende. Spørgsmålet er derfor, om vi har brug for en biskop, der vælger mellem frimodighed og forankring.

Det tror vi ikke.

Vi har brug for en biskop, der rummer begge dele.

Vi er stillere for Esben Thusgård, som ofte taler om at finde koblingspunkterne mellem kirke og verden. Ikke fordi gudstjenesten er sekundær, men fordi den er central. Det er i gudstjenesten, vi hører evangeliet. Og det er derfra, vi sendes ud i livet. Dåben, nadveren og prædikenen er ikke interne øvelser. Det er kirkens måde at være i verden på.

Esben Thusgård står solidt på den evangelisk-lutherske grund. Inkarnationen er centrum. Nåden er gave. Troen er tillid. Forsoningen er virkelig. Teologi er ikke et vitrineskab, hvor vi nostalgisk beskuer, hvad der opbevares derinde. Kristendommen er en levende arv, som skal forvaltes i mødet med mennesker på plejehjemmet, i skolen, i varmestuen, i menighedsrådet og i samtalen med dem, man er uenig med.

Det sidste er afgørende for vores støtte. For folkekirken er ikke et meningsfællesskab. Den er et bekendelsesfællesskab. Og det kræver ledere, der kan stå i uenighed uden at gøre den personlig. Ledere, der kan sætte retning uden at kræve ensretning. Som kan samle omkring fælles løsninger uden at forlange, at alle går i takt. Der skal være plads til forskellige blik på kristendom og fortolkning af evangeliet inden for den fælles bekendelse.

Vi har hørt Thusgård gå ind i samtalen om “åndelig oprustning”. Det gør han ikke for at politisere kirken eller stemple ind i en nationalromantisk dagsorden, men fordi han ser kirkens ansvar for sammenhængskraft, håb og menneskelig modstandskraft. Kirken skal kunne gå ind i samtalen om samfundets vigtige dagsordener og samtidig holde fast i, at evangeliet ikke er til forhandling.

Frimodighed uden forankring bliver rodløs. Forankring uden frimodighed ender i et vitrineskab.

Vi har brug for en biskop, der kan stå vendt både mod alteret og mod byens torv – uden at vælge mellem dem. Derfor stemmer vi på Esben Thusgård.