Sparekatalog – forældrebetaling rammer søskendebørn

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aarhus Byråd er igen et spareforslag på bordet omkring forældrebetaling for døgnanbringelse af handicappede børn. Med forældrebetaling øges splittelsen mellem søskende, som allerede er pressede på at kunne holde af hinanden.

Min søn er mentalt handicappet i sådan grad, at Aarhus Kommune i 2011 - efter 2 tabte sager i Ankestyrelsen og et ocean af henvendelser fra mig - vedtog, at min søn ikke kunne blive boende hjemme. Min søn var 7 år, da han flyttede hjemmefra.

Inden man tager beslutningen om at sende sit barn væk, er der tænkt, gjort og fravalgt rigtig meget hos søskende og forældre. De 5 år, som min datter boede sammen med sin mentalt handicappede bror, har præget hendes selvopfattelse lige siden. At bo sammen med et menneske, hvis mentale handicap bliver mere og mere udtalt, er opslidende for voksne. Vi voksne skal forholde os til skrivelser, afgørelser, møder med rådgivere. Vi voksne skal acceptere en ny identitet med mindre autonomi og maksimal gennemsigtighed fra kommunens side. Søskende skal acceptere at blive overset og ”glemt” af forældrene. At have en søskende, som fylder alle døgnets timer, opleves som at man selv bliver visket ud.

Min datter glædede sig til den dag, hvor hendes bror flyttede. For da ville han forsvinde. Ud og væk. Han havde slået hende og mig. Han havde bidt og skreget og opført sig som husets konge. Selvfølgelig kunne jeg ikke altid få øje på hende, og det vidste hun godt. Derfor glædede hun sig, som en 5-årig søster gør, til at være alene med sin mor og selv få udelt opmærksomhed.

Men det skete ikke. For selvom man sender sit 7-årige barn væk, så elsker man stadig. Det var en stor sorg for mig - ikke at kunne rumme begge mine børn. Så selvom han var flyttet, så forblev elefanten i rummet. Sorgen skulle have tid og et sprog. Og mens min datter forsøgte med alle kræfter at trøste mig og holde sig selv oven vande i skolen, intensiverede Aarhus Kommunen indsatsen mod os.

I 2015 vedtog Aarhus byråd med daværende borgmester Jacob Bundsgaard (S) og daværende socialrådmand Thomas Medom (SF) i spidsen, at pårørende til anbragte børn skulle betale op til 4.300 kroner om måneden.

Jeg var solo-forælder og havde fuldtids arbejde. En månedlig ekstra udgift på 4.300 kroner var en fatal bombe under min økonomi. Det var mig, der boede sammen med børnene på den adresse, som Aarhus Kommune henvendte sig til. Da opkrævningen blev sendt til den adresse, hvor barnet sidst havde boet, var det altså mig, der stod med det økonomiske ansvar. Således blev der klemt en ekstra mulighed for splid ind imellem skilsmisseforældrene.

Med forældrebetalingen i 2015 kom der fuld smæk på kommunens værktøjskasse, og med digitale breve og stramme deadlines øgedes presset og stressen voksede. Det samme gjorde min datters had til sin bror. Hun oplevede, hvor ked af det, jeg var. Hun oplevede, at hans sag tog al fokus. Hun oplevede at være bange for dagen, hvor hun selv er nærmeste pårørende.

I 2015 var min datter 10 år: »Mor, når du er død - skal jeg så passe på ham og gøre alt det, du går?«

At Aarhus Kommune igen foreslår forældrebetaling er uden respekt for mange børn og deres søskende. Det er uden forståelse for og af det, der skete i 2015.