Vi har brug for frimodighed – ikke nostalgi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvad har vi brug for i en ny biskop? For mig er svaret enkelt: Vi har brug for en biskop, der vil og tør prioritere det arbejde, der hver eneste uge udfolder sig i sognene i gudstjenester og kirkelige handlinger.

Kirkens liv leves i gudstjenestens liturgi, i dåb, vielser og begravelser, i konfirmandstuen tirsdag eftermiddag og i samtalen med de forældre, der er i tvivl om, hvad dåben betyder – og om den overhovedet er nødvendig. Vi står midt i en virkelighed med faldende dåbstal og en ændret dåbspraksis. Flere vælger dåben fra, flere vælger den til senere, og mange mangler et sprog for, hvad den betyder.

Det kalder ikke på resignation. Og det kalder ikke på nostalgi. Det kalder på lederskab.

Vi har brug for en biskop, der vil kvalificere arbejdet med gudstjenesten – som tør insistere på, at vi løbende skal arbejde med den gudstjenestelige liturgi. En biskop, der prioriterer udviklingen af de kirkelige handlinger, så de både er teologisk solide og menneskeligt vedkommende. En biskop, der tager konfirmandundervisningen alvorligt som kirkens måske vigtigste dannelsesrum – og som understøtter, at vi deler erfaringer, udvikler materialer og afprøver nye greb.

Vi har brug for en biskop, der er levende optaget af, hvordan kirken kan svare på de behov, mennesker har i dag: eksistentiel uro, ensomhed, åndelig søgen, klimabekymring, livskriser. Ikke ved at gøre kirken til noget andet end kirke – men ved frimodigt at forkynde evangeliet ind i den verden, vi står i.

Der er mange måder at være kirke på. Det skal ikke blot tolereres, men understøttes aktivt. Når et sogn vil arbejde med nye gudstjenesteformer. Når et andet vil styrke det diakonale arbejde. Når et tredje vil eksperimentere med musik, prædikenens form eller samarbejde med lokale aktører. Vi har brug for en biskop, der ikke først og fremmest er linjevogter, men som tager tilsynet alvorligt i tillid til præster og menigheder – og som giver mod til at gå nye veje.

Forkyndelsen lever af sproget. Derfor har vi brug for en biskop, der selv er optaget af forkyndelsens sprog, af nye salmer, af bønner, af teologisk refleksion og af undervisning. En, der kan inspirere og have det lange lys på – og som vil gøre det til en prioritet i stiftet, at vi kvalificerer os sammen. At vi ikke sidder alene med vores udfordringer, men deler erfaringer på tværs af sogne og lærer af hinanden.

Vi brug for frimodighed frem for nostalgi. Derfor (og af mange andre grunde) får Annette Bennedsgaard min stemme. Jeg håber, hun bliver den næste biskop over Aarhus Stift.