Når ufrivilligt skolefravær vokser, skal vi turde se indad og tænke nyt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Aarhus er næsten 1.000 børn i længere perioder ufrivilligt væk fra skolen. Bag hvert tal gemmer der sig et barn, der mistrives, og en familie, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.

874 forældre gik i 2025 helt eller delvist hjemme for at passe deres barn på grund af langvarigt og ufrivilligt skolefravær. Det kostede samlet 136,2 millioner kroner i tabt arbejdsfortjeneste. Efter statsrefusion er regningen for Aarhus Kommune omkring 68 millioner kroner. Det er mange penge. Men vigtigere endnu: Det er mange børn. Og kurven er stigende.

Problemet ligger ikke ét sted.

Ufrivilligt skolefravær opstår sjældent fra den ene dag til den anden. Forskning peger på, at det ofte udvikler sig gradvist og kan spores tilbage til de tidlige skoleår. Derfor ved vi også, at tidlig indsats er afgørende. I dag ligger skoleindsatsen i Magistraten for Børn og Unge, mens udgiften til tabt arbejdsfortjeneste ligger i Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse. Det betyder i praksis, at den forvaltning, der arbejder med forebyggelsen, ikke har det fulde økonomiske ansvar, og den forvaltning, der betaler regningen, ikke har grebene til at ændre udviklingen. Vi mener, det er rimeligt at spørge: Understøtter den nuværende organisering den tidlige og sammenhængende indsats, vi ønsker?

Venstre har derfor foreslået, at kommunen undersøger en model, hvor ansvaret for tabt arbejdsfortjeneste samles under Børn og Unge, som også tager sig af eksempelvis skoler, PPR og de forebyggende indsatser. Formålet er ikke at spare penge, eller at flytte en regning over, hvor byens børn skal betale regningen. Tværtimod. Målet er at styrke incitamentet til at sætte tidligere ind. Og mulighed for at have fleksible løsninger, i håndholdte forløb, som kan forhindre, at fraværet vokser sig massivt og langvarigt.

Hvis færre børn ender i ufrivilligt og langvarigt fravær, vil udgifterne naturligt falde. Vi foreslår, at en del af en eventuel økonomisk gevinst kan blive på skoleområdet, så forebyggelse også styrker almenområdet.

Det handler om at skabe en positiv spiral.

Der findes ikke én enkel løsning på den stigende mistrivsel og det voksende skolefravær. Men vi har et ansvar for at se på det, vi faktisk kan ændre. Og organiseringen af vores egen indsats er et oplagt sted at begynde. Når udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste på få år er steget fra 64 millioner kroner i 2020 til 136 millioner kroner i 2025, er det et tydeligt tegn på, at vi endnu ikke har fået knækket kurven. Flere familier har brug for hjælp, og regningen vokser år for år. Derfor bør vi nysgerrigt undersøge, om vi kan indrette os klogere. Om vi kan skabe en tættere sammenhæng mellem den forebyggende indsats og det økonomiske ansvar. Og om vi kan sikre, at både faglighed og økonomi trækker i samme retning: Med tidligere handling og stærkere indsatser tæt på barnet.

Det er ikke et spørgsmål om at placere skyld. Det er et spørgsmål om at tage ansvar.