Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Opgradering af Aarhus Havn er nødvendig

Hvis havnen har planer om at gennemføre den tidligere planlagte uddybning, er det med at komme i gang med diverse ansøgninger til myndighederne, da sagsbehandlingen er en ufattelig langsom proces.

Flemming JessenØjenlæge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Udvidelsen af Aarhus Havn er desværre sat på pause, da Planklagenævnet den 28. maj d.å. ophævede Aarhus Kommunes lokalplan og kommuneplantillæg, der skulle gøre en havneudvidelse mulig. Planen blev ophævet, da både lokalplanen og den tilhørende miljørapport led af »væsentlige retlige mangler og er ugyldig«.

Havnene i Skagen, Frederikshavn, Aalborg, Esbjerg, Fredericia, Odense, Kalundborg, Køge, København og Rønne er blevet udvidet inden for de seneste år eller er i gang hermed. De har alle indsendt de nødvendige oplysninger til myndighederne. Men det har ejeren af landets største erhvervshavn, Aarhus Kommune, desværre ikke formået.

Da havnen mangler plads, er eksisterende virksomheder, der vil udvikle sig, og nye, der gerne vil etablere sig, desværre nødt til at vente til efter det kommende kommunevalg og så håbe på, at det nye byråd har visioner til at sikre havnens fremtidige vækst.

Det på trods af at APM Terminals i modsætning til deres udtalelser i tidligere høringssvar nu melder ud, at der aldrig har været et behov for en havneudvidelse. Men nu er APM Terminals jo ikke havnens eneste kunde, og mange af disse har i deres høringssvar givet udtryk for, at der er et stort behov for at udvide havnen. Ellers kan en flytning til andre havne blive aktuel. Indtil en havneudvidelse er besluttet, kan havnen benytte ventetiden til at opgradere de nuværende terminaler, container-, omni-, og bulkterminal, ved at øge vanddybden, så skibe med en større last kan anløbe havnen.

I februar i år varslede Mærsk, at havnene i Gdansk, Gøteborg og Aarhus fra februar 2025 ikke længere vil blive besejlet af deres store Triple-E-skibe, man at disse havne i stedet vil blive betjent med feederskibe fra Bremerhaven. Men det er ikke slut med de store, dybgående skibe i Aarhus, idet verdens største containerrederi, MSC, fra februar 2025 starter en direkte forbindelse fra Aarhus og Gøteborg til Fjernøsten. Desuden vil MSC fra 2027 operere fra egen containerterminal på omniterminalen. Dertil kommer, at der månedligt anløber to-tre skibe med foderstoffer til DLG’s bulkterminal, hvor flere stikker så dybt, at der knap er plads til rødspætterne under kølen.

Yderhavnens projektbeskrivelse fra 2020 indeholdt en plan om en uddybning af sejlrenden samt ved de ovennævnte terminaler, idet det forventes, at skibe får behov for at anløbe Aarhus Havn med større dybgang, end behovet er i dag. Senere blev denne plan sløjfet af for mig ukendte årsager. Planen var at uddybe sejlrenden fra de nuværende 14 m til 15,5 m i en bredde på 320 m fra det røde fyr ved containerterminalen 8,5 km ud i bugten og ved terminalerne. Bortset fra bulkterminalen er de øvrige terminaler forberedt til denne vanddybde. I alt skulle der bortgraves ca. 3,9 mio. m3 materiale.

Containerhavnene Gøteborg og Hamborg er Aarhus Havns nærmeste konkurrenter. I Gøteborg er man i år startet på en uddybning, så skibe med max dybgang på 17,5 m kan anløbe havnen. For få år siden blev Elben uddybet, så skibe med en dybgang på 13,5 m kan anløbe Hamborg døgnet rundt, og når tidevandet er gunstigt, er dybgangen helt op til 15,4 m.

Herhjemme har containerterminalerne i Kalundborg og Fredericia begge en vanddybde på 15 m. Containerrederierne må da kunne forvente, at landets største erhvervshavn i det mindste kan præstere samme vanddybde som de mindre havne.

Hvis havnen har planer om at gennemføre den tidligere planlagte uddybning, er det med at komme i gang med diverse ansøgninger til myndighederne, da sagsbehandlingen er en ufattelig langsom proces.

I 2018 besluttede Lolland Kommune at udvide og udrette sejlrenden ind til Nakskov Havn. Siden 2019 er sagsbehandlingen bare trukket ud, og i 2022 gav Kystdirektoratet tilladelse til en ændring af sejlrenden. Men tilladelsen fra Miljøstyrelsen til at klappe det opgravede materiale er nu efter fem år stadig ikke på plads.