Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jeg drømmer, som kun aarhusianere kan drømme stort

Midt i juleforberedelserne kan det være rart at stoppe op og tage sig lidt tid til eftertanke. Jeg tænker bl.a. over, hvad jeg ønsker for Aarhus.

Claus T. BechDirektør, Aarhus City Forening

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og de fleste af os har travlt med at blive klar.

Vi haster afsted, fordi vi skal købe gaver og skrive ønskelister, men midt i ræset er der også en mulighed for at stoppe op – give tid til eftertanke og tænke lidt dybere og ikke mindst give plads til at drømme stort i stolthed over vores dejlige by Aarhus.

Min drømmeliste:

Jeg drømmer om, at AGF vinder Pokalfinalen, og byen går helt amok i dagevis.

Jeg drømmer om, at jeg sidder på toppen af Lighthouse og ser ud over vandet, hvor delfiner springer i en ren Aarhus bugt.

Jeg drømmer om turister i fyldte hoteller, som nyder vores by og skriver hjem til deres kære.

Jeg drømmer om en by, hvor vi får styr på infrastrukturen, og biler tænkes nænsomt ind og rundt i byen til centrale p-pladser.

Jeg drømmer om en samlet plan for Store Torv og Bispetorv, hvor vikingerne tænkes ind blandt grønne oaser og plads til børnene.

Jeg drømmer om et rigtigt julemarked på Store Torv som Kommunen og byen kan være bekendt.

Jeg drømmer om en langt bedre og billigere kollektiv transport i Aarhus.

Jeg drømmer om masser af kunder i butikkerne, der tænker bæredygtigt og træffer de rigtige valg.

Jeg drømmer om medvind på cykelstierne og parkeringsmuligheder for samme.

Jeg drømmer om lune sommernætter under jazzfestivalen og kulturlivet i fuldt flor.

Jeg drømmer om byens gavekort under alle juletræerne og glade børn og voksne.

Jeg drømmer om, at byrådet kommer til fornuft og erkender, at letbanen er forældet om 25 år, og løsningen er busser, som bliver selvkørende i fremtiden, og som kun koster det halve.

Jeg drømmer om, at livet og mangfoldigheden i byens mange gadeområder vil udvikle sig yderligere.

Jeg drømmer om fyldte udendørs restauranter og om, at mågerne bliver sendt hen, hvor peberet gror.

Jeg drømmer om gensidig respekt og god tone på de sociale medier.

Som du kan læse, drømmer jeg, som kun aarhusianere kan drømme stort.

Lad drømmene blive virkelighed!

Med ønsket om en god jul og et godt nytår til alle.