De frivillige i ældreplejen skal være ”flødeskummet på lagkagen”
Vores velfærdssystem er under pres, og det mærker de pårørende/familie allerede i dag, hvor rekruttering og fastholdelse af medarbejdere er et af vor tids store udfordringer.
Den 1. juli kunne vi her i JP Aarhus læse et debatindlæg skrevet af rådmand Christian Budde (V) og tre topembedsmænd fra forvaltningen i Sundhed og Omsorg.
Indlægget handler bl.a. om de store udfordringer, vi står overfor i ældreplejen i de kommende år, og hvordan vi fortsat kan løse vores problemer inden for ældreområdet med en god kvalitet. Vi kan nikke genkendende til de problemstillinger, som rådmanden og embedsmændene peger på, men særligt et af løsningsforslagene tager vi afstand fra.
Rådmanden peger på mere pårørendeinddragelse, og der henvises til Holland, hvor der er krav om, at pårørende skal møde op mindst en gang om måneden for at udrettet et stykke socialt arbejde. Rådmanden skriver også, at man nødvendigvis ikke skal kopiere modellen i Danmark, men vi skal turde tage debatten.
Vi mener ikke, at en del af løsningen er, at de pårørende/familien eller frivillige skal forpligte sig til et vist antal timer.
Vores velfærdssystem er under pres, og det mærker de pårørende/familie allerede i dag, hvor rekruttering og fastholdelse af medarbejdere er et af vor tids store udfordringer. Men det skal ikke betyde, at vores ældrepleje skal baseres på frivillige kræfter, men derimod fortsat baseres på dygtige og kvalificerede medarbejdere.
Vi skal derfor som politikere være med til at skabe gode rammer for medarbejderne samt få skubbet til Christiansborg, så vi kan få de nødvendige ressourcer og afskaffet unødvendige regler og bureaukrati.
De frivillige og de pårørende/familie på vores plejehjem er guld værd for beboerne. Vi er af den overbevisning, at det er bedst, man kommer af lyst og ikke af ”tvang”. Der kommer heldigvis allerede rigtig mange dejlige frivillige på vores plejehjem, der laver mange forskellige aktiviteter sammen med beboerne. Det kan være en lille gåtur, oplæsning, spil, være med til at gøre et måltid hyggeligt osv. Der skal arbejdes videre med at skabe klare rammer for frivillige, så de føler sig velkomne, og så medarbejderne også oplever, at de kan udføre deres faglige arbejde, som både indeholder sundheds- og socialfaglige opgaver og relationelle opgaver.
Vi skal byde alle frivillige og pårørende/familie, der har lyst til at bidrage, velkomne på vores plejehjem, uanset om det drejer sig om at være med i et råd, en bestyrelse, eller man kun har lyst til at komme og være nogle få timer om måneden.
Når man er frivillig (fri og villig), så skal man ikke være bundet på et bestemt timetal, frivillige skal være ”en del af flødeskummet på lagkagen”. Vores velfærd må ikke være afhængig af frivillige kræfter, for det vil udhule velfærden ved bl.a. at skabe større ulighed for de beboere, som ikke har pårørende/familie, eller hvis pårørende/familie ikke har kræfterne til at løfte opgaven enten af sociale årsager, eller simpelthen fordi man selv er blevet ældre eller fortsat er på arbejdsmarkedet.