Det har ikke været godt nok: Aarhusianerne skal være med til at skabe et bedre Aarhus

En række nye initiativer skal genskabe kontakten mellem politikerne, aarhusianerne og den udvikling, deres by er inde i.

Jeg gik til valg på at skabe et større og bedre Aarhus. Et Aarhus med udsyn og ambitioner, som tiltrækker både talenter, investeringer, teknologier og samarbejdspartnere. Jeg gik til valg på at skabe et Aarhus, der er mere levende og mere grønt.

Jeg gik til valg på at sørge for, at fremtidens begrænsede arbejdskraft ønsker at bo og arbejde i Aarhus. Både de, som skal skabe fremtidens rigdom, og de, som er grundlaget for vores velfærdssamfund.

Og selv om jeg er stødt på meget få lokalpolitikere, der ikke vil skabe arbejdspladser eller skabe en bedre kollektiv trafik eller gøre byen mere grøn eller skabe flere tilbud og muligheder til aarhusianerne, så endte vi i en valgkamp, der fik et gennemgående budskab om, at det hele går for stærkt. Stop verden, vi vil af!

Mange aarhusianere har en følelse af, at ingen har hånden på rattet. At det er tilfældige investorer, der bestemmer farten og retningen for byens udvikling.

Faktisk har byrådet haft meget godt fat i rattet. Der har været en plan om at bygge byen mere grøn, mere kompakt, bedre egnet til kollektiv trafik, mere sparsommelig med pladsen og en række andre mål, som jeg tror, at de fleste aarhusianere kan sympatisere med. For det er en retning, hvor vi gør byen mere bæredygtig. Hvor vi ikke bruger for meget areal, der ellers kunne være natur. Hvor vi gør afstandene kortere. Det er den eneste måde, vi kan realisere vores mål om at blive en klimaneutral og grøn storby.

Men vi må erkende, at vi ikke har leveret varen i et omfang, så aarhusianerne har tillid til, at vi vil dem det godt med byens udvikling. Vi har ikke ofte nok sørget for at levere en kvalitet i byudviklingen, så aarhusianerne kunne se, hvad det er, vi vil. Vi har lavet fortætning nogle steder uden en samlet plan for, hvad vi vil med det. Vi har ikke brugt tid nok på at samtale med hinanden om, hvordan vi kan gøre denne by større og bedre. Rigtigt mange aarhusianere har mistet tilliden til deres byråd, og der er kommet en stemning af, at de store beslutninger er taget på forhånd bag lukkede døre på rådhuset.

Derfor lancerer jeg nu en række initiativer, der skal genskabe kontakten mellem aarhusianerne og den udvikling, deres by er inde i. Jeg vil gøre kvalitet og respekt for byens eksisterende kvalitet til det styrende.

Jeg vil sikre, at aarhusianerne har ret til at blive inddraget. Jeg vil forpligte Teknik og Miljø til at lytte aktivt, og jeg vil sørge for, at det er byrådet – vores repræsentative demokrati – der har magten til at bestemme.

Vi skal ikke indføre naboernes vetoret, men vi skal styrke vores demokratiske samtale og samarbejde om at udvikle byen.

Jeg har allerede sat gang i en ny og slagkraftig politik og arkitektur og bykvalitet, som vores stadsarkitekt netop har fremlagt for byrådet. Mit håb er, at den vil sikre, at vi alle – byråd, borgere, udviklere og forvaltning – får sat det lange lys på byens udvikling, og at vi får et fælles sprog om byens arkitektur og kvaliteter.

Jeg har derudover besluttet, at Teknik og Miljø skal have en ny chef for medborgerskab, der med direkte reference til direktionen og med et slagkraftigt team bag sig får til opgave at få aarhusianerne i tale og inspirere endnu flere til at ville blande sig i arbejdet med vores bys fremtid. Det bliver en enhed, der på tværs af hele min forvaltning skal sikre, at vi både interesserer os for borgernes idéer, og hvordan vi kan gøre dem til virkelighed.

Jeg vil bremse fortætning uden for de områder i Kommuneplanen, hvor vi er blevet enige om, at vi skal udvikle byen og gøre den mere kompakt. Det skal ikke komme bag på aarhusianerne, at der pludselig skal fortættes andre steder end der, hvor vi er blevet enige om det.

Jeg vil lancere en ny højhuspolitik, der tager meget hårdere fat om kravene til højhuse, så de i højere grad forholder sig til deres omgivelser. Både landskabet og den omliggende by.

Jeg vil sikre bedre indblik i lokalplanssagerne, så aarhusianerne let kan følge med i, hvilke planer der er på vej, og hvilket mandat jeg har givet Teknik og Miljøs sagsbehandler med på vejen. Vi skal give aarhusianerne overblik over udviklingen via lokalplans- og høringsportaler på internettet.

Jeg vil styrke vores fællesråd, og jeg vil styrke vores forventninger til fællesrådene. Hvis de kan styrke deres lokale synlighed og relevans, så vil jeg udstyre dem med mere indflydelse og vægt i den politiske proces.

Jeg vil kræve af bygherrer, at de tager et større ansvar for at fortælle, hvorfor byen bliver bedre af deres projekt. Bygherrerne skal med udgangspunkt i en konkret læsning af det sted, de ønsker at bygge, kunne argumentere for, hvordan deres projekt kan gøre en positiv forskel. De skal ikke gemme sig bag politiske beslutninger, men de skal ud i byen og teste, om deres projekter er gode nok og giver nok tilbage til Aarhus.

Det gælder også, når det er Aarhus Kommune, der er bygherre. Vi skal også invitere mere ind og være tydeligere om kvalitet og det gode byliv. Det kommer til at ske, når vi bygger videre på Aarhus Ø. Om ikke længe skal vi tage hul på Pier 3, og her skal vi have samskabelsen og samtalerne om byens kvalitet helt frem i første række.

Vi kan ikke leve med den fortsatte følelse hos mange af, at vi ikke bygger byen bedre. For det er det, vi skal!

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.