Kan hjemmepleje planlægges?

Er det så skrækkelig en tanke at søge at organisere arbejdet med henblik på at bruge ressourcerne bedst muligt?

Artiklens øverste billede
Kronik 0104 22. Ældreomsorg, Ældrepleje, Ældre, Tegning: Rasmus Sand Høyer

Hvis du spørger hjemmeplejen selv, så er svaret nej. Jeg har haft adskillige diskussioner med dem derom. Ja, det vil sige, diskussioner er så meget sagt. Når de hører noget, der lyder ingeniørmæssigt a la tids- og arbejdsstudier, så bakker de ud. »Hjemmepleje har med mennesker at gøre, dagsformen, og det kan ikke planlægges.« Jeg får ikke engang lejlighed til at argumentere. At hjemmeplejen er en virksomhed, synes dem fjernt. Nej, det kan de ikke lide, at man siger. Der er en følelse af Moder Teresa over det, man gør – noget særligt, noget uegennyttigt.

Og jo, man gør noget særligt. Hjemmepleje er et agtværdigt arbejde, og jeg har stor respekt for det. Men det er en virksomhed. Hjemmeplejens produkt er service, personlig pleje i folks eget hjem. Og ligesom ved andre virksomheder må der gælde visse standarder, som den enkelte hjemmeplejer skal leve op til. I mine samtaler med hjemmeplejen lægges der stor vægt på den enkeltes frie gestaltning af sit arbejde. Det er smukt og nobelt, men det skal ikke være den enkeltes rutiner fra eget hjem, der afgør arbejdets udførelse.

Min mor på 93 år har haft hjemmepleje i et par år, og det har sandt for dyden været en kamp. Og er det til stadighed. Vi bor under tag sammen, så jeg oplever det fra første parket. Det er blevet bedre, jo, meget, men det var vitterligt også ringe til at begynde med. Og i lang tid. Dette indlægs kritiske tilgang til trods er der dog hjemmeplejere, ikke så få, der gør et fortrinligt arbejde, og jeg lader dem det gerne vide. Men der mangler sammenhæng og konsistens.

Arbejdsstudier – er det så skrækkelig en tanke at søge at organisere arbejdet med henblik på at bruge ressourcerne bedst muligt? For eksempel at visse opgaver kan sættes i gang og passe sig selv, mens man varetager andre opgaver, at tænke ”parallelt” i stedet for ”sekventielt”, sidstnævnte eksempelvis hvad jeg oplever i forbindelse med min mors plejebesøg om morgenen:

Hjemmeplejeren går ind til min mor som det første, hjælper hende med morgentoilette og i tøjet og ind i stuen, laver derpå morgenmad, en håndværker tages ud af fryseren, ristes fire minutter på hver side, vand til kaffe sættes over, brødet køles af og smøres.

Nej, man kan ikke planlægge det uforudsete. En produktionsvirksomhed kan heller ikke. Men man kan planlægge det forudsigelige, det rutineprægede. Ja, det skal man planlægge.

Den ”parallelle” udførelse af samme arbejde ville være at tage håndværkeren ud af fryseren som det første, lægge den på brødristeren, sætte timeren på fire minutter, derpå at gå ind til min mor, hjælpe hende i gang med morgentoilettet, i ventepausen der gå tilbage til køkkenet, vende håndværkeren, sætte brødristeren på fire minutter igen, sætte vand over til kaffen, gå tilbage til min mor, og når hun er færdig og hjulpet ind i stuen, er brødet færdigt og afkølet og vandet kogt.

Kan vi få ørenlyd for det? Nej. Ja, hjemmeplejen tager brødet ud af fryseren dagen før, lægger det i en plasticpose i køleskabet, mener at det går hurtigere så. Men brødet skal stadig have fire minutter på hver side, det er ikke gennembagt og spiseligt ellers. Min mor gjorde det selv fra frossen tilstand, da hun var bedre til bens, og brødet blev mere lækkert sådan, synes hun.

En detalje, jo. Andre husholdninger kan frembyde andre tilsvarende problematikker. Men måden at tænke ”arbejde” på er det centrale. Den tid, måske 10 minutter, der bruges på at lave morgenmaden i det sekventielle scenarie, kunne spares, kunne bruges til samtale eller til generel bedre udnyttelse af ressourcerne. Men vanetænkningen står i vejen. Ja, manglende omtanke i det husholdningsmæssige har ikke sjældent været gæst:

Til den ene kop kaffe fyldes kedlen med vand, og gør jeg opmærksom på kun at varme det vand, der skal bruges, kigger man skævt til mig. Fryserdøren bliver ofte bare ”puffet” til, så den ikke er lukket rigtigt, men står og gaber. Brød er set blive smurt, mens køleskabet stod åbent. Man slukker ikke lys og lukker døre med tanke for ressourceforbruget. Man sorterer ikke affaldet. Når man forlader huset, sikrer man ikke, at hoveddøren er trukket til og ikke springer op, hvilket er sket flere gange. Også en tændt brødrister dækket til med stanniol har jeg oplevet. Træt af at gentage mig selv har jeg sat skilte op rundt omkring med påmindelser. Dog føjede det endnu en kamp til: Har I ikke læst skiltet?

Jeg har en åben kommunikation med den lokale leder og holder mig ikke tilbage med kritik. Og jo, tingene bliver påtalt og skrives ind i deres dokumentationssystem. Men det føles som lapning af en mørnet slange. Eller indtrykket er, at dokumentationssystemet er så gumpetungt, at man undslår sig at læse det. Det er næppe en fair dom, men når man gang på gang frustreres til vrede, så bliver man lidt paranoid.

Det ville klæde hjemmeplejen, hvis man fornemmede en overordnet linje, at medarbejderne i deres uddannelse og forberedelse til arbejdet blev skolet i ressourcebevidsthed i det husholdningsmæssige, så det ikke virker så tilfældigt og op til den enkeltes nærvær og egne vaner. Tidligere var der noget, der hed husholdningsskole. Det rynkede man på næsen ad. Det lugtede for meget af ”husmor”. Men god husførelse er faktisk en kunst. Og i en virksomhed skal den planlægges.

Nej, man kan ikke planlægge det uforudsete. En produktionsvirksomhed kan heller ikke. Men man kan planlægge det forudsigelige, det rutineprægede. Ja, det skal man planlægge. Man kan for eksempel også lave matematiske modeller til beregning af det optimale kørselsmønster for de rutinemæssige hjemmebesøg, så man samlet set kører så få kilometer som muligt, samtidig med at man lever op til den enkelte borgers behov. Eftersom Aarhus gerne vil være en grøn by, være CO2-neutral, skulle så ikke også hjemmeplejen afspejle ressourcebevidsthed?

»Nu sker der noget på ældreområdet,« skrev JP Aarhus i sin leder den 6. juni sidste år, da Aarhus Kommune lagde op til omfattende organisatoriske ændringer inden for Sundhed og Omsorg. Og for nylig søgte kommunen en ny hjemmeplejechef for Distrikt Nord. Der er nok at tage fat på. Dog er det ikke gjort med at ansætte mere plejepersonale, som mange plæderer for som løsningen. JP-lederen var da også skeptisk: »Eller gør der?« For har man visionerne? Tør man tænke ud ad tangenten?

Jeg savner at se ledelse med konsekvens. Ja, savner at se mandlig ledelse. Der er mange kvindelige ledere i hjemmeplejen. Der er brug for mandlig og ingeniørmæssig tænkning. Planlægning og klart definerede arbejds- og kvalitetsstandarder gældende for den samlede service vil skabe korpsånd og fremme den enkeltes selvværd og stolthed i arbejdet. Stillingsannoncen var dog prydet af en kvinde, så det bliver det nok.

Hvordan jeg selv ville gøre det, hvis jeg var chefen? Faktisk tænker jeg ofte på den amerikanske tv-serie ”Hill Street Blues”, som kørte tilbage i 1980’erne, om livet for personalet i et politidistrikt i en amerikansk storby. Morgensamlingen sluttede altid med den daglige leders formaning til betjentene: »Let’s be careful out there

Ja, det ville jeg gøre, kalde til samling, ikke nødvendigvis om morgenen og ikke hver dag, det ville formentlig gribe for meget ind i det arbejde, der venter, men en gang om ugen eller hver anden uge med en peptalk og gennemgang af klager og forhold, som er dukket op, og som medarbejderne skal være opmærksomme på, thi den enkeltes tilstødelser kan lige så vel være en problematik, som kollegerne kan komme ud for. Og jeg ville afslutte samlingen med: ”Pas godt på borgerne derude. Jeres arbejde er vigtigt. Og agtværdigt.”

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.