Skolelærer smittet med eksamensbekymring

Dette skoleårs niende årgange bør få lov til at gå til prøver til sommer på samme vilkår som sidste år – altså ingen prøveafholdelse i andet end de obligatoriske fag dansk, matematik, engelsk samt fællesfaglig prøve.

Jeg er ansat folkeskolelærer i Aarhus Kommune. Jeg har min daglige gang på Frederiksbjerg Skole, som er en stor, moderne byskole, der huser ca. 1.000 elever plus personale. Jeg har til dato formået at undvige coronasmitten – og det i alle sine græske varianter. Hvad jeg ikke har formået at undgå, er at blive smittet med den relativ milde coronavariant, nemlig anisychía-varianten, på dansk ”bekymring”.

Foruden at være folkeskolelærer er jeg også far. Som forældre er man altid bekymret – sygdomme, sundhed, trivsel m.m. Men som folkeskolelærer er min bekymring selvfølgelig omhandlende mine massevis af andre ”bonusbørn”.

Corona har fortsat fat, om end det forlyder i medierne og blandt godtfolk, at varianten er mildere og muligvis markerer det afsluttende heat i covid-19-racet. Men varianten er smitsom som bare pokker. Den ”fyrer ind ad sprækkerne, til børn og voksne på rækkerne”, og det går stærkt – det går rigtig stærkt. Jeg skal hverken argumentere for eller imod regeringen og sundhedsstyrelsens strategi lige nu – jeg kan bare konstatere, at der i lang tid nu ikke har været to dage, der har været ens. Og måske det er meget godt i nogle sammenhænge, men i en folkeskolesammenhæng, hvor vi, lærere som elever, ”holder af hverdagen”, er det en kæmpemæssig udfordring. En ting er hjemmeskolen i december, som selvfølgelig er en i øvrigt veldokumenteret forringelse af fagligheden. Noget andet er det, som vi står i lige nu. Afbud til arrangementer ud af huset, halve klasser i skole, medarbejdere hjemme i ugevis, vikarer, der bliver syge med corona, så der indhentes en vikar for vikaren osv. Logistikken er under pres, og alle løber det stærkeste, de kan. Det er bare unægteligt svært at løbe stærkt, hvis du er isoleret derhjemme.

Alt ovenstående har selvfølgelig sine konsekvenser for eleverne, for hverdagen og ikke mindst for undervisningen. En af skolens absolutte kerneopgaver. Vi ser lige nu med al sandsynlighed ind i et par måneder, som kommer til at finde sted på samme vis som lige nu – altså med masser af afbud, masser af vikardækning. Oveni det betyder de hyppige test på skolerne, at eleverne bruger undervisningstid på at blive podet frem for at blive gjort fagligt parate og stærkere. Alt i alt er det altså – ligesom sidste år – en årgang af elever, der oplever en faglighed, der er under pres.

Ikke desto mindre – corona eller ej – eleverne skal efter planen som vanlig til prøver til sommer. De får læseferie om fire måneder. Ottende årgang skal efter planen prøves i deres kreative valgfag.

Eller hvad? Kan det virkelig passe? At niende årgang til sommer skal gå til afgangsprøver på normale vilkår trods et ottende skoleår mere eller mindre fuldtid i hjemmeskole samt et niende skoleår, hvor de næsten har brugt lige så meget tid på at blive podet som på at modtage undervisning i samfundsfag?

Jeg mener klart nej. Skoleåret 21/22’s niende årgang burde få lov at gå til prøver til sommer på samme vilkår som sidste år. Altså ingen prøveafholdelse i andet end de obligatoriske fag dansk, matematik, engelsk samt fællesfaglig prøve. Hvis dette kan besluttes allerede nu eller snarest, kan det tage en stor del af undervisningspresset i løbet af foråret og lette en hel del bekymringer for faglærere landet over, som står med pressede pensa og fagtimer, der udgår til fordel for testning og hjemsendelser.

Det kan godt være, at det er svært at undgå coronasmitten, og der er vist nok også noget med, at vi opnår en flokimmunitet på et tidspunkt. Men hvis vi skal opnå flokimmunitet mod bekymring for elevernes faglighed, så skal det ske i samarbejde mellem Undervisningsministeriet og skolerne.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen