Byudvikling: Aarhusianerne skal selv være med til at tegne stregerne
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Oplandsbyerne vrimler med ildsjæle, der brænder for at forbedre deres lokalområde. Nogle laver kampagner, andre samler underskrifter, og så er der de mange tusinde borgere, som hvert år bruger tid på at skrive høringssvar til byrådet, når nye planer er på vej.
I et debatindlæg (20.9.2021) kritiserer Ole Krabbe Olesen Aarhus Kommune for ikke at inddrage borgerne i spørgsmål om byens udvikling.
Jeg vil gerne bakke op om det lokale engagement, så endnu flere får medindflydelse på den retning, vi sætter for byen. Derfor har jeg foreslået, at de 18 mindre byer i Aarhus Kommune skal have deres egne byudviklingsgrupper, som skal være med til at udvikle mødesteder og bymidter i netop deres by. Forslaget er et indspark til den kommende politik for arkitektur og bykvalitet, som kommer i det nye år. Her er det en vigtig pointe, at politikken også interesserer sig for at skabe gode oplandsbyer, og at de lokale selv skal være med til at tegne stregerne – den gode plan bliver ikke udviklet fra et skrivebord på rådhuset.
Grupperne skal inkludere alle de borgere, som har lyst til at være med. Sammen med medarbejdere fra Teknik og Miljø skal de kigge på, hvilke fysiske rammer der vil binde bysamfundet bedre sammen og skabe mere af det liv, som mange tager ind til midtbyen for at få. Forslaget skal bidrage til en større borgerinddragelse og imødekomme de idéer og drømme, som aarhusianerne har for livet i deres by.
De lokale stemmer er en uundværlig del af vores demokrati. Ansvaret er byrådets, men det forhindrer jo ikke, at vi bliver bedre til at invitere helt ind i maskinrummet, når de første idéer og visioner bliver formuleret. Aarhusianernes engagement repræsenterer en kærlighed til byen, og det skal vi understøtte politisk.