Er den store klimasynder koen eller mig?
Så mødes vi igen på hver vores side af hegnet. Koen på den ene fredfyldte side med sø og eng, og jeg på den anden hvileløse med Brabrandstiens puls.
Faktisk er det ret fantastisk at stoppe op her og finde ro ved at kigge ind i øjnene på en ko.
Kreaturerne er igen kommet ud, og fortaber jeg mig i sådan en drøvtyggers dybe, uskyldige øjnene, kan jeg ikke undgå at tænke på en syvende generations bonde, der ene mand med sin bestand leverer mælk nok til at dække 500 menneskers basale energibehov – så de kan rende rundt og nyde foråret ligesom mig.
En flok skarver tegner V på himlen – et tegn på sejr, men himlen er grå, og jeg tænker: for hvem? Der findes hellige køer i Indien, men ikke i Danmark!
Det store forårsarbejde forhindrer bondemanden i at se foråret med de samme popbriller som mig, ”Fri Som Et Forår”. Føler bonden sig provokeret, når nogen fra den anden side af hegnet forsøger at gøre sig kloge på hans virke og akademisk inddrager den i en diskussion om klimaet, forstår jeg ham godt. Når jeg så samtidig kan beregne, at alt, hvad jeg i virkeligheden har udført i hele mit løberliv, et skridt frem og to tilbage, er en samlet kuldioxidmængde svarende til en malkekos udledning under produktionen af 10 tons mælk, må jeg bare ærbødigt bukke og sige: »Godmorgen kreatur, det bliver ikke mig, der skal kalde dig den store klimasynder!«