Pas nu på, Pia, Magnus og Benny … ulven er kommet
Åbent brev til tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr (SF), tidligere transportminister Magnus Heunicke (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S).
Hvad gør man lige, når man reelt har set ulven løbe rundt i skoven i nærheden af, hvor man bor? Hvordan undgår man lige, at det vigtige opråb bliver overhørt?
Hvis jeg havde startet mit brev til jer med den rigtige titel om en modstand mod en motortrafikvej, så var det ikke sikkert, I gad læse videre. Det kunne godt være, at tanken strejfede jer: »Åh nej, endnu en af dem, der igen råber ulven kommer, blot fordi de får et vejprojekt som nabo og føler sig personligt berørte!« Eller måske tænker I: »Hvornår indser befolkningen, at samfundsudviklingen kan have behov for nye veje, som desværre kan være til gene for den enkelte?«
Så risikoen er derfor stor for, at den dag kommer, hvor man virkelig overser det dårlige vejprojekt, fordi vejprojekter generelt altid har udløst mange følelser og udbrud.
Så hop I nu alle ind i Bennys ministerbil – og kør en tur til Lading Sø eller Borum Eshøj. I den larmende stilhed er jeg sikker på, at I også kan høre asfaltulven glamme.
Så er det jo godt, at I kan læne jer op ad de saglige og faglige vvm-rapporter, som netop skal sikre, at I som politikere tager den rigtige samfundsmæssige beslutning, som skaber færrest støjgener, størst miljøhensyn, bedst økonomi og tilgodeser samfundssindet. Og der er jo en lang tradition for, at politikerne følger disse anbefalinger, så man netop ikke skal basere sin beslutning på en masse råb om ulve i både den ene og den anden skov.
Og dog … den tradition valgte I jo at se bort fra i 2014. Dengang lå der en vvm-rapport om udvidelsen af Viborg-motorvejen, og specielt stykket om Lading endte med en besynderlig beslutning. I valgte nemlig den sydlige linjeføring. Vvm-rapporten var ellers meget klar i kommunikationen, den anbefalede den nordlige linjeføring, og den understregede også, at den sydlige linjeføring ville have meget store konsekvenser for fredet natur, kulturarv og støjgener for flest naboer. Hvis man eftersøgte det saglige, faglige samfundssind i den beslutning, var svaret blot, at det var en politisk beslutning taget bag lukkede døre, som ingen tydeligvis siden har haft lyst til at uddybe. Ja, man forundres.
Projektet blev dengang sat på pause, men er nu igen kommet på bordet i forbindelse med regeringens trafikudspil. Og endnu en gang er den sydlige linjeføring bragt på banen til trods for en vvm-undersøgelse, der siger det stik modsatte. Hvordan kan det dog gå til?
Det får mig til at tænke på den gamle jyske trafikmafia fra 1980, som fik gennemført projekter, som vi selv den den dag i dag kan forundres over. Det er stadig utroligt, at det danske samfund dengang ville acceptere at se ulogiske beslutninger gennemført med magt fra en mindre gruppe politikere. Den gamle trafikmafia forsvandt, og når en “gammel mafia” forsvinder, bliver den desværre ofte erstattet af en ny, og det er også sket denne gang.
Den nye jyske trafikmafia har rødder i det midtjyske med et medlem velplaceret i trafikudvalget og et nært samarbejde med borgmestre i fire kommuner. Den nye jyske trafikmafia arbejder efter samme opskrift som den gamle og formår åbenbart at tilsidesætte dyre vvm-rapporter med et ellers entydigt resultat. I stedet skaber den andre løsninger, der udelukkende plejer egne lokale interesser og sender ulven over i nabokommunen. Men trafikmafia og samfundssind er jo heller ikke i familie med hinanden.
Og deler man sin utilfredshed og skepsis med andre politikere om denne måde at føre trafikpolitik på, bliver man mødt af fortvivlelse og ofte udtrykket: »Uhaaa … det er meget stærke kræfter, vi er oppe imod.«
Så, kære Pia, Magnus og Benny, jeres partier slår på den store klima- og miljøagenda og lover os alle en grøn fremtid. Landmændene skal huske at plante et vildt blomsterbælte langs markerne, og alle os private husejere skal huske at sætte insektbo op, men hvad batter det, når I nu igen bøjer jer for trafikmafiaen og pløjer god dansk natur op til trods for vvm-anbefalinger om noget helt andet?
Så hop I nu alle ind i Bennys ministerbil – og kør en tur til Lading Sø eller Borum Eshøj. I den larmende stilhed er jeg sikker på, at I også kan høre asfaltulven glamme.
PS: Jeg bor ikke nabo til en kommende motortrafikvej, jeg kan heller ikke se eller høre den fra min have – men jeg synes grundlæggende ikke, at naturen skal tabe igen til en trafikmafia. Må samfundssindet og naturen vinde i 2021. Fortsat gode forhandlinger.