Flokkultur på Brabrandstien

Vi løber i trængsel blandt andre på stien. Fodgængere og hundeluftere bevæger sig i en lind strøm i den ene side, mens cyklister, rulleski- og skøjteløbere kommer susende i den anden. Vi starter på gangstien men ender undervejs på cykelstien. Det er bare noget, der sker i farten. Tidligere kunne man ofte høre tilråbet: »Brug gangstien!« Nu udøves der blot den nonverbale kamp: ”Hvem trækker sig sidst fra sin bane?”

Uanfægtet går gruppesnakken på diverse smittetryk, somalisk begravelse, AGF’s medaljefest. Jeg tænker; har man styr på flokken, når man er påvirket af sorg eller alkohol? Men jeg har ikke luft til at deltage med lange indlæg. Jeg forsøger bare at hænge med på en lytter, hvilket er vanskeligt nok, når man konstant distraheres af de mange afbrydelser, trængslen foranlediger. ”Forfra”. ”Bagfra”.

»Hvis du ikke vil hjælpe til, så stå i det mindste ikke i vejen,« kunne man høre hjemme på gården, da jeg var dreng. Søgte man så ud på vejen, var der rigeligt af den. Det er der ikke i dag. Ofte, når jeg bevæger mig alene på stien, føler jeg mig lidt i vejen, men når man som nu rives med af flokken, så går det bedre.

»Forfra!«. Mit blik fanger en kavalergang i foroverbøjet cykelgalop. Her kunne jeg godt have suppleret de andres: »Wauw, hø hø«, med et: »Kom tilbage!«

Tempoet stiger, og snakken går videre. De andres vigør virker demotiverende på min egen. Jeg hænger i en tynd tråd, men med blikket målbevidst fremadrettet er der naturligvis ingen, der har øje for mine trængsler bagerst i feltet.

»Bagfra!« hører jeg en kvindestemme råbe. Med fordel slår jeg blikket op og ser en velformet bagdel passere. Og da jeg ude af mig selv af ophidset anstrengelse, hører et stakåndet svar: »Ja tak, så gerne«, springer elastikken.

Jeg lader flokken fare og forsøger at få styr på mig selv. Dannelse er en hårfin disciplin, når man er påvirket af adrenalin og bevæger sig i flok på Brabrandstien.