Sådan kan vi spare tid uden en Marselistunnel

Skinner til Årslev vil spare tid og lette luften i Aarhus.

Artiklens øverste billede
Foto: Casper Dalhoff

Som lastvognschauffør er det tidskrævende og besværligt at køre i tæt trafik ind gennem Aarhus ad Marselis Boulevard for at hente eller aflevere gods ved havnen. Men hvorfor også køre så langt?

Ved at hente sine varer ved transportcentret i Årslev, tæt på det etablerede motorvejsnet, kan chaufføren spare omkring 8 min. sydfra og 5 min. nordfra (hver vej) – udregnet en dag uden trafik.

Lad os køre containerne på skinner fra havnen til Årslev. På havnen findes allerede skinner, hvor godstog jævnligt kører varer til Sjælland. Fra Årslev til hovedsporet mod Aalborg er der ca. 450 meter, så det er jo ikke en lang strækning, der skal anlægges nye skinner på. For øvrigt skal skinnerne anlægges alligevel, da DSB har købt en af grundene ved Årslev til vedligeholdelse af deres ellokomotiver.

Og så er det jo ”bare” at sætte containerne på et godstog, der kører i pendulfart mellem havnen og Årslev. Måske kan nogle containere køres til Taulov, for at spare endnu mere tid – hvem ved?

Der påtænkes at bruge ca. 2 mia. kr. på at bygge Marselistunnelen. Mon ikke det vil være både billigere og nemmere at anlægge de 450 meter skinner og etablere et tilhørende område til af- og pålæsning?

Derudover vil det gavne langt flere. I stedet for at forøge trafikken gennem Marselistunnelen, så vil man kunne mindske lastbilstrafikken inde i byen og dermed også mindske luftforureningen i Aarhus C samt spare en masse CO2-udledning. Og det vil blive langt mindre besværligt for lastbilchaufførerne, når de vil kunne slippe for at skulle ind og køre bykørsel.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen