Man skal være sig selv, men ikke sig selv nok

I JP Aarhus den 3. juni skriver byrådsmedlem Birte M. Andersen (V), at jeg ønsker at flytte Anders Nielsens mindesten til Vestermølle, og nu tager min foretagsomhed over i forhold til omtanke. Hvad bilder hun sig ind?

Mens hun har siddet på hænderne, har jeg i de seneste 30 år kæmpet for at få mindeanlægget frigjort fra tidsler, brændenælder, tjørn og krat. Jeg har skældt ud over, at kommunen i 1959 sløjfede det oprindelige haveanlæg, smed mindestenene ned i vejkanten og lod forfald tage over.

Det første resultat kom, da DLG og Danske Andelsselskaber i 1998 betalte for og markerede en i den grad tiltrængt istandsættelse. i 2009 fik jeg Landbrugets Kulturfond til at betale for opmaling af mindestenene. På 150-årsdagen for Anders Nielsens fødselsdag var nogle af landbrugets og andelsbevægelsens ledere samlet til en bid brød hjemme hos os, hvorefter vi var ude for at lægge blomster ved anlægget.

I 2014 begyndte jeg at bearbejde kommunen for renovering og permanent vedligehold. I november sidste år afleverede Møllelauget en plan for genskabelse af det oprindelige anlæg og fortalte, at finansieringen var på plads uden én krone fra kommunen. 2. december 2019 var jeg på Fælleden for, troede jeg, at drøfte de sidste detaljer i renoveringsplanen. Jeg blev mødt af andre medarbejdere end dem, der indtil da havde arbejdet med sagen. Teknik og Miljø havde taget over.

Genskabelse af det oprindelige anlæg ville, hed det, ændre områdets karakter. Der skulle laves en lokalplan, og der ville gå mindst et halvt år, før arbejdet hermed kunne begynde. Ak ja! For to år siden sagde byrådet, at Vestermølle-området skal have ny lokalplan. Det arbejde har Teknik og Miljø endnu ikke haft tid til at begynde på …

I kommunens mødereferat hedder det, at en lokalplan må tage udgangspunkt i anlægsplacering et andet sted uden grundlæggende ændringer af områdets karakter. Teknik og Miljø føjer til, man ikke er sindet at overtage et anlæg, der kræver mere pasning end det nuværende. Klar tale. Man går som hidtil efter ingen pasning.

Referatet omtaler tre andre placeringsmuligheder og giver prioritet til Vestermølle. Jeg anmodes om at spørge bevillingsgiverne bag renoveringen, om de er med på en flytning til Vestermølle.

På den nævnte baggrund er Birte M. Andersens udtalelse en uforskammethed. Hvad har hun – og øvrige, som nu pludselig har fået erhvervs- og kulturhistorisk forståelse – gjort for at rette op på skændslen? Intet!

Jeg har siden december brugt dage og timer på at tale med repræsentanter for fonde, firmaer og landboforeninger, Anders Nielsens slægtninge samt Landbrug & Fødevarer. Undervejs er det fastslået, at det slet ikke er Skanderborg Kommune, der ejer mindeanlægget, men Andelsudvalget, i dag Landbrug & Fødevarer. Med Anders Nielsens efterkommeres accept kan ejeren flytte anlægget fra nuværende tidselbed til velholdte omgivelser, hvor det halve Danmark over tid kan stifte bekendtskab med Anders og Kirstine.

Som byrådsmedlem kan Birte M. Andersen være med til at sige, anlægget ikke må stå på Vestermølle. Nok har foreningerne her skaffet 80 pct. af den foreløbige investering på 41 mio. kr., men Vestermølle er – i modsætning til mindeanlægget – kommunal ejendom.

Jeg har fået en opringning med spørgsmål om, hvor bevillingerne til projektet mon er? Folk højere oppe i systemet end dem, jeg mødtes med i december, har givet udtryk for, at projektet sikkert godt kan godkendes alligevel. Da jeg har gjort, som kommunen bad mig om, måtte jeg svare, at pengene nu er øremærket til Vestermølle-løsningen, og at alle berørte finder denne løsning bedre end den oprindelige. Kommer anlægget ikke til Vestermølle, kan vi, som Birte M. Andersen har sagt, jo nok formidle fortællingen alligevel. Vi er i forvejen ved at videreudvikle Anders Nielsen-museet, så det har hun da ret i. Det løser bare ikke den 30 år gamle sag.

Mens vi videreudvikler, kan Birte M. Andersen skaffe den million, der skal til for at lave p-anlæg og renovere nuværende grund – hvis da ellers ejeren lader anlægget stå. Det kunne passe fint ind også på Gl. Estrup eller ved det kommende Unesco-center for Anders Nielsens lurmærke i Hjedding. Anders Nielsen er jo vores alle sammens. Han talte altid for optimering: Vi skal have de virksomheder, der er behov for – og, når udviklingen begrunder det, huske at nedlægge eller sammenlægge. Man skal være sig selv, sagde han også, ikke sig selv nok.