Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Havsnød i Middelhavet eller?

Kenn A. Lauszustekniker, Vejle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste weekend blev den tyske kaptajn Carola Rackete på et skib fra den humanitære organisation Sea-Watch tilbageholdt af de italienske myndigheder. Den tyske kaptajn beskyldes bl.a. for at påsejle en italiensk politibåd samt illegal indvandring. I skrivende stund er den tyske kaptajn løsladt, men der kan komme et retligt efterspil.

Sagen bør belyses nøje, i forbindelse med om der virkelig var tale om en nødsituation, da bl.a. de italienske myndigheder forsynede skibet med fornødenheder, men altså ikke tillod skibet at gå i havn. Hvis skibet havde en nødsituation, kan et blik på landkortet vise, at der er kortere afstand til en tunesisk havn end til Lampedusa. Sagen skal bruges til at opklare, hvad der er ret og rimeligt i forbindelse med hjælpeorganisationernes ageren.

Her er et af de interessante aspekter i sagen, nemlig om hvorvidt disse skibe fra diverse hjælpeorganisationer er med til at hjælpe menneskesmuglerne i det, de netop tager immigranterne ombord og sejler mod Europa. Disse hjælpeorganisationer og deres medarbejdere føler sig hævet over gældende love i de forskellige europæiske stater, da de jo tjener en højere sags tjeneste. Men kan man tilsidesætte et lands love på den måde?

Når det nyvalgt konservative medlem i Europa-Parlamentet Pernille Weiss »ikke har noget problem med 10 millioner afrikanere« kommer til Europa, udtrykker det en holdning, som åbenbart går langt ind i borgerlige kredse. Jeg er klar over dementiet fra Det Konservative Folkeparti angående udtalelsen, men den rummer altså en marxistisk samfunds- og historieforståelse, som ikke tager hensyn til de europæiske befolkningers udvikling og historie.

Problemet med den store befolkningstilvækst, påvirkninger fra klimaforandringer, manglende perspektiver i mange afrikanske stater i form af dårlig samfundsmæssig og økonomisk udvikling trods massiv ulandsbistand i mere end 50 år løses ikke ved lempelig indvandring til Europa. De samme forhold kan nævnes om en række asiatiske stater.

Flygtningekonventioner m.v. skal tilpasses den nutidige situation. Europæerne er delvist selv skyld i udviklingen i bl.a. Afrika, men mange afrikanske stater skyder behændigt egne fejl over på europæerne med henvisning til tidligere europæisk kolonialisme. Men på et tidspunkt skal afrikanerne vel tage ansvar selv eller hvad?

Der er nok af opgaver til et EU, som lige nu er mere splittet end nogensinde før, og hvor interne stridigheder om procedure og personale stjæler alt opmærksomhed fra de store problemer omkring bl.a. immigration, brexit, miljøproblemer m.m.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.