Greta Thunberg – en diktator i svøb?

Skolepigen er måske i virkeligheden bare den voksne i klassen.

Sognepræst Kristian Østergård skrev forleden i Kristeligt Dagblad, at han »ikke kan døje« Greta Thunberg. Han synes at hun er kvalmende, når hun ”hulker” sig gennem sine taler rundt om i verden.

En fysiker, Thomas Grønlund, refereres for at håne Greta Thunberg for hendes manglende anvisninger på konkrete forslag til handlinger. Måske lige lidt rigeligt at forvente af et barn.

Grønlund skriver i sin bog ”Den grønne atomkraft”, at vi udelukkende skal benytte den forureningsfrie a-kraft som energikilde.

Tjernobylulykken i Sovjetunionen i 1986 var nu ikke forureningsfri. Store landbrugsarealer ligger stadigvæk øde hen –netop på grund af forureningen.

Forureningen har eksempelvis medført, at 9 børn og 47 af de arbejdere der hjalp til med oprydningen efter ulykken, er døde umiddelbart efter eksplosionen.

Konsekvenserne er der delte meninger og stor usikkerhed om. Blandt andet fordi det sovjetiske regime tilbageholdt informationerne om ulykken og f.eks. forbød lægerne at sætte kræftdødsfaldene i forbindelse med forureningen. WHO oplyser, at 9.000 vil dø på længere sigt, mens Greenpeace mener, at op mod 300.000 vil dø på længere sigt.

Andre organisationer forventer, at dødstallet ad åre vil komme op på 6,6 millioner. At Thomas Grønlund har kaldt sin bog ”Den grønne atomkraft”, er lige kækt nok.

Hånende hedder det videre i artiklen, at Greta Thunberg hulker sig igennem sine taler verden over og kun er dikteret af sine følelser – lige som »den religiøse bølge af barfodsgængere, og andre biodynamikere og hjemmeføddere« (udtrykket findes ikke i Den Danske Ordbog).

Der er ingen tvivl om at Greta Thunberg er en meget følsom pige og i høj grad er styret af sine følelser. Ja og hvad så egentlig?

Er det ikke netop vores følelser for vores efterkommere, der er brug for i tider, hvor vores klode lider, fordi vi ikke har passet på den?

Per Nyholm har i Jyllands-Posten forleden karakteriseret Greta Thunberg som »en diktator i svøb«. Intet mindre.

Det synes mig, at skoleeleven, Greta Thunberg, er den voksne i klassen, og at de voksne er barnagtige børn i klassen.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen