Det kniber med tolerancen i Danmark

Der er brug for meget mere åbenhed om LGBT+-miljøet.

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

Vi opfatter os selv som åbne over for andre og med en ”pyt nu med det”-indstilling. Men der er åbenbart langt mellem vores egen opfattelse af os selv og virkeligheden.

Op imod hver anden person fra LGBT+-miljøet i Aarhus har følt sig chikaneret, og alt for mange af dem tør ikke åbent vise deres seksualitet. De tør ikke gå med hinanden i hånden inde i byen eller kysse hinanden offentligt af angst for tilråb og det, der er værre. Det viser en ny rapport lavet af Aarhus Kommune.

Senest forsøgte en rimelig kendt fodboldspiller at lægge sig ud med folkedybet ved at bede om, at man ikke råbte negative ord om LGBT+-personer efter ham – eller nogen som helst andre – til en fodboldkamp. Det tog da nogle kampe, inden den melding var sivet ind på tribunerne. Man skulle ellers tro, den slags hørte fortiden til i et overflodssamfund som Danmark. Og så ovenikøbet i en opgangstid, men der er åbenbart langt endnu, inden der er plads til alle i vores samfund.

Fodboldklubberne bør ikke være steder, hvor gammeldags og intolerante holdninger trives og får lov til at udvikle sig.

Rapporten fra Aarhus Kommune peger på, at der skal en kulturændring til. Kulturændringer starter oftest i barndommen og ungdommen. Det er der, vi skal tage fat. Og det er også derfor, det er så ærgerligt, at der stadig strømmer ukvemsord ud af munden på publikum til en fodboldkamp.

For dér hører børnene og de unge, at det åbenbart er o.k. at råbe »bøsserøv« efter hvem som helst. Og når de først har hørt deres far, onkel eller andre voksne sige det, ja så er det acceptabelt.

Derfor skal vi voksne tænke os rigtig godt om, inden vi bruger diverse ukvemsord, ligesom vi skal have et arbejde i gang i fodboldklubberne om dette emne. Fodboldklubberne bør ikke være steder, hvor gammeldags og intolerante holdninger trives og får lov til at udvikle sig. Vi skal desuden have skabt en kultur i klubberne, hvor det er o.k. at springe ud som LGBT+-person og stadig blive betragtet som en god fodboldspiller.

I Aarhus arbejder vi på at rejse penge til et såkaldt LGBT+-hus. Det skal være et sted, hvor man kan komme og søge oplysninger om, hvad alt dette LGBT+ er for noget. Her kan skoleklasser, lærere, pårørende og alle andre komme og finde oplysninger om dette emne.

Det skal være et sted med plads til foredrag, film og debatter om det at være seksuelt anderledes end alle de andre. Og det skal være et sted, hvor man som måske-LGBT+-person kan komme, møde ligesindede og finde ud af, hvad pokker man egentlig er for noget.

Sådan et tiltag strander selvfølgelig altid på spørgsmålet om økonomi, men vi er godt i gang og møder masser af velvilje fra Aarhus Kommunes side og LGBT+-miljøet. Vi håber også at møde den samme velvilje hos erhvervslivet, fondene og foreningslivet.

For I har alle sammen en LGBT+-person hos jer. Vi er overalt. Så ualmindelige er vi nemlig ikke. Men tit holder vi os for os selv og holder det for os selv, fordi vi føler os utrygge. Og det er denne situation, vi håber på at ændre.

Rapporten fra Aarhus Kommune viser, at det er meget nødvendigt. Det kan ikke være rimeligt i et så oplyst land som Danmark, at folk med en anden seksuel orientering end den gængse skal råbes efter i bussen. Så er vi for fattige og langtfra så tolerante, som vi selv gerne vil se os.

Så der er brug for et sted, hvor vi kan samles og fortælle om, hvem vi er. Og vi har brug for virksomheder og organisationer, som støtter os, stiller sig op og siger: Her hos os er det helt acceptabelt at være LGBT+-person.

Vi håber også, at erhvervslivet vil være med til at skyde penge i projektet. Ligeledes håber vi på, at foreningslivet vil åbne op for en diskussion om emnet. I skal også være velkommen til at besøge os i LGBT+-huset.

Om lidt er der Pride. Den store årlige parade, LGBT+-miljøerne i diverse storbyer holder. Den holder vi i Aarhus den 1. juni. Kom ned og se den, spørg os, få en flyer. Vi bider ikke, og det smitter heller ikke. Tag børnene og de unge med, og vis dem, hvad ægte tolerance er.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen