Gamerbørn er normale, raske børn

Børn, der er meget optaget af computerspil, ser ikke ud til at tage skade af det, viser en undersøgelse.

Artiklens øverste billede
Vi bør lade børn og unge være en del af de ungdomskulturer, der nu engang findes, sætte sig ind i dem uden at dømme for meget, og tage nogle kritiske samtaler om, hvilke værdier man har som familie, lyder det fra skribenten. Foto: Reuters/Chris Pizzello

Jeg sidder med en mor og hendes søn. Jeg kan se tvivlen i hendes øjne, men også et lille smil om hendes læber. To historier slås inde i hendes hoved. På den ene side visheden om at hendes barn er godt nok. Mere end godt faktisk. Og at hun er god nok som mor. Sådan har vi det alle sammen med vores unger. På den anden side står månedsvis af ophobede frustrationer over tidsspildet foran computerskærmen, kombineret med den evige strøm af let panisk bekymring, der vælter ud over mediefladen.

Langsomt ser hun på sin dreng.

»Det var da dejligt … men… skal han så bare spille alt dét, han vil?« spørger hun med en kant af udfordring i stemmen.

Jeg kigger fra den ene til den anden.

»Det er egentligt op til jer,« svarer jeg, og kan mærke, at mine øjne ubevidst søger ned til graferne på skærmen. »Dataene tyder ikke på, at han har taget skade af at spille, men der er jo også mange andre ting i livet. Dem har en mor ret til at prioritere.«

I forsommeren 2018 ringede TV 2 til mig. Selskabet havde set et program på engelsk TV, hvor familier lod deres børn hjernescanne – eller rettere, lod et firma måle overfladespændinger på børnenes hjernebark, og øjensynligt tolke på de flotte billeder, på samme måde som en sandsiger kigger på kaffegrums eller en gammeldags psykoterapeut på blækklatter. Kunne vi lave noget lignende i Danmark?

Selv det mest ivrige gamerbarn i skolealderen bruger mange flere timer i andre livskontekster end med musen i hånden. Livet behøver ikke at være enten eller.

Jeg var skeptisk, for efter et kig i forskningslitteraturen kunne jeg ikke finde nogen udgivelser, der rigtigt understøttede metoden fra BBCs firma, eller kunne fortælle præcist, hvad fundene dækkede over.

Jeg vendte tilbage til TV 2 med en melding om, at vi godt nok har udstyret, men at det ville være sikrere at tage et par skridt tilbage og starte med spørgsmålene.

Mange forældre bekymrer sig om deres børns skærmforbrug - både på mobilen og ved computerspil som Fortnite. Ikke nok med at der bliver gradvist flere og flere skærmflader i barndommen, men vi lever også i en tid præget af, hvad journalist Sara Alfort kalder forældredeterminisme. For 60 år siden var forældre forargede over TV-indhold, men i 2019 jages vi af forestillingen om, at vores forbrug i tid og penge er styrende for barnets fremtid. Danmark er ikke blevet til tigermødrenes Sydkorea, hvor børn sendes i privat Hagwon-skole for at gå i mere skole efter skole, men vi står på værdier som foreningsliv, fysisk aktivitet og socialt samvær - og er ekstremt bekymrede over alt, hvad der kan gå galt. F.eks. har bekymringsdiskursen om skærmene over de seneste år skreget, at vores børn bliver dumme, dovne, asociale, deprimerede, overfladiske, afhængige, kun er drevne af udefrakommende stimuli, og får ødelagt deres koncentrationsevne.

I sidste ende slog TV 2 og jeg os i fællesskab fast på et par klare åbne spørgsmål, der kunne efterprøves med etablerede testredskaber: Har gamere dårligere koncentrationsevne? Er gamere dårligere til at nedregulere skadelige, men lokkende, valg (et problem, der bl.a. er udtalt hos ludomaner)? Er gamerne afhængige, hvis man forstår afhængighed som en sygdom, der kræver behandling? Trives gamerne dårligere end andre børn/unge på deres egen alder? Vi undersøgte ikke f.eks. børnenes sociale færdigheder eller kondi. Det kunne vi godt have gjort, men man er nødt til at afgrænse sig. Forskning er altid afgrænset.

TV2 og videnskab.dk skaffede en stor flok bekymrede forældre, og så sammenlignede vi deres børn med tre almindelige syvendeklasser. Vi var spændte, som dataene begyndte at tikke ind, for det er virkeligt interessant at sætte hverdagsforventninger på en empirisk prøve. Var gamerne målbart anderledes end helt almindelige syvendeklassere? Vi samlede data og trykkede på de statistiske analyseknapper. Svaret kom ud. De bekymrede forældres børn spillede mere. De scorede højere på vores afhængighedsskala, men ikke deroppe hvor det ligner en sygdom. De havde mere bekymrede forældre.

De bekymrede forældres børn klarede sig dog lige så godt som andre på testen af koncentrationsevne (eller eksekutiv kontrol). De klarede sig lige så godt som andre, når de skulle nedregulere lokkende, men skadelige valg. De scorede lige så højt som andre børn på WHO’s simple trivselsindeks. Gamerbørnene var, med den lille håndfuld tests vi havde valgt til lejligheden, helt o.k.

Jeg synes, at det rigtige i denne stressende detox-tid er at slappe af. At komme ned fra panikvognen og finde den rette balance i sit hverdagsliv.

Læser man JP Aarhus, kan man f.eks. se, at en psykoterapeut fra Hinnerup ikke bryder sig om fundene. Han har i et læserbrev skrevet en række argumenter for, at det er bedre at lade være med at spille, fordi spil er afhængighedsskabende. De fortjener et svar. Man kan ikke være uenig i behovet for fysisk bevægelse og social kontakt. Men data viste netop, at børnene I vores studie ikke var afhængige, og havde fin trivsel helt generelt – ikke bare ved skærmen. Kommentaren får det også til at lyde, som om gamerbørn aldrig har kontakt med mennesker, og derfor mister social intelligens, men det er åbenlyst noget vås. Lad os som eksperiment tælle døgnets vågne timer på fingrene: Selv det mest ivrige gamerbarn i skolealderen bruger mange flere timer i andre livskontekster end med musen i hånden. Livet behøver ikke at være enten-eller.

Som forskere gør vi et stort stykke arbejde for at lave neutrale og grundige undersøgelser, så det er rent ud sagt irriterende at blive anbragt i en “for eller imod-”position, og at resultater ses som knæfald for teknologidjævelen. Reaktioner som denne illustrerer netop den frygtdiskurs, vi prøver at møde. Vi er ikke for eller imod gaming. Vi er for data. Vi er for at stille spørgsmål og lede efter svar. Med en undersøgelse, som den vi lavede med TV 2, er vi ikke ude på at evangelisere eller sælge noget. Vi er derimod nysgerrige og sultne efter de data, der ofte mangler i debatten. Vi er interesserede i at teste, om vores forventninger holder vand, når de bliver sat på empirisk prøve. Vi er, kort sagt, interesserede i at lære. Trivsel var ikke hovedhistorien for os, men den blev til nyheden i pressen. Næste gang tror jeg derfor f.eks., at vi skal kigge mere i dybden på dén dimension. Forskning er altid viden i bevægelse.

At fundene måske stikker imod nogles etablerede holdninger er godt – så er vi ved at lære noget som samfund. Dét kan skabe en kognitiv dissonans, som nogle finder ubehagelig, og giver lyst til at skrive vrede læserbreve, men vi kan ikke rigtigt ændre på de statistiske fund. Vi kan dog godt tage en snak om metoderne, og hvad der er rigtigt for den enkelte forældre. Helt for egen regning synes jeg, at det rigtige i denne stressende detox-tid er at slappe af. At komme ned fra panikvognen og finde den rette balance i sit hverdagsliv. At lade børn og unge være en del af de ungdomskulturer, der nu engang findes, sætte sig ind i dem uden at dømme for meget, og tage nogle kritiske samtaler om, hvilke værdier man har som familie. Unge mennesker lytter, selvom de stritter imod. Fritiden er begrænset, men vi har alle sammen behov for at slappe af og puste ud, når dagen er forbi. Som forældre kan man godt forlange, at gamerbarnet forlader den lune stol for at spise middag med familien, eller komme ud at røre sig, når der er jiu-jitsutræning. Derfor er det godt med debat, og at vi genovervejer vores viden og vores prioriteter.

Vores lille undersøgelse kan sammen med lignende studier verden over være med til at skabe overblik, der måske, med tiden, kan hjælpe med at få et mere nuanceret – og måske endda afslappet – billede af virkeligheden. Ikke for alle børn, for der findes ekstremer. Ikke for at dømme hvad der er rigtigt i den enkelte familie. Men for at tegne et retvisende gennemsnitsbillede og dermed mindske sygeliggørelsen af helt almindelige drenge og piger.

Vi lever i et samfund, der i lige mål har travlt med at lede efter fejl ved børn og sætte mennesker på tal. I dette tilfælde lader det til, at tallene kommer gamerbørnene lidt til undsætning.

Skriv din mening om forholdene i Aarhus, Østjylland og Region Midtjylland til JP Aarhus – klik her og læs, hvordan du sender et debatindlæg.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.