Kære kommune, skal vores børns og unges liv ændres på baggrund af 30 interviews?

Et essay tilegnet Søren Aakjær, Thomas Medom og Jacob Bundsgaard.

Artiklens øverste billede

Kære kommune. Der er så dårlig tid og mulighed for at stille spørgsmål til jeres orienteringsmøder for tiden. Mulighederne for at få brugbare svar er endnu ringere. Derfor et par spørgsmål:

I skriver i et af tidens meget omtalte papirer fra rådhuset, at I har »igangsat en organisationsundersøgelse med en involverende proces med 30 interviews, hvor ledere samt medarbejder- og lederorganisationer er kommet med input til, hvad der er væsentligt i en fremtidig organisering og videreudvikling af Børn og Unge«.

Spændende.

Jeg kunne forstå på jeres ansvarlige embedsmand, Søren Aakjær, at I har haft sådan lidt småtravlt. At I kun har haft tiden henover sommeren til rådighed. Men skal det forstås sådan, at I i bund og grund baserer den fremtidige organisering og videreudvikling af hele B&U i Aarhus på 30 interviews?

Og har I så nu efter krisemødet mandag aften, og hvor alle har undsagt sig det allerede foreliggende mak- og stykværk, tænkt jer at redde stumperne og køre videre uden endnu engang at lytte til borgerne?

Bevares, I har skullet arbejde hurtigt. Det lagde du også vægt på i til orienteringsmøderne, Søren. Og så er det altså svært at være ansvarlig embedsmand. Det har jeg forståelse for.

Men alligevel, 30 interviews? Og så helt uden reference til kommunale nøgletal, forskning, undersøgelser, statistikker, grafer og sådan noget? Jeg troede ellers, at Børn og Unges nye mantra er »Data er det nye sort«.

Thomas Medom, du har undsagt dig spareforslaget, men hvad siger du egentligt til den slags forvaltningsarbejde?

I må ikke misforstå mig; som pædagogisk filosof er jeg heller ikke nogen hardcore talknuser. Til gengæld spørger vi filosoffer gerne nysgerrigt videre. Som nu med eksempelvis ”synlig læring”, som jeg kan forstå, at I er brændt helt varme på. Det er nemlig helt synligt for mig, at det er langt de fleste af jeres medarbejdere med de varme hænder for længst gået kolde i.

Lur mig, om ikke de længes efter at arbejde med dannelse igen. Efter at få lov til at arbejde med det egentlige formål med det at holde skole. Slippe lidt for al den kommunale top- og overstyring af læring og alt mulig andet.

Jeg ved det ikke, men det siger min mavefornemmelse og næse for tidens tendenser mig simpelthen bare. Hvad siger du, Thomas, som ansvarlig politiker for byens børn og unge?

Hold kæft nogle arbejdsmiljørapporter, I ville få, hvis I turde gøre det. Hvad koster en sygedag egentlig? En stressramt medarbejder? Og tænk på de penge, I kunne spare ved også at have tillid til ledelsens, skolebestyrelsens og forældrenes sans for den slags.

I ved det selvfølgelig bedst. Det er jo jer, der sidder med tallene – altså de økonomiske, mener jeg. Kan vi i øvrigt ikke få dem, Søren? Hvad med hos dig, Thomas? Jacob, du må da også have adgang til dem? Vi vil så gerne kunne tjekke om ligningen går op? I ved ligesom i matematik i skolen, hvor man skal have mellemregningerne med og ikke kun facit.

Nej, I har nok ret. Tal er nu engang bedst, når de tjener KL's tre evangelier. Altså de der ”glædelige budskaber”, som repeteres i samtlige kommunale dokumenter på børn- og ungeområdet disse år.

Spørger I, hvad jeg mener med det? Nej, stop nu, I kender dem da til hudløshed. Kommunernes Landsimperiums pseudo-pædagogiske budskaber driver jo ned af siderne i sparekataloget og det medsendte forslag om strukturændringer. Så du kender dem da også, Jacob Bundsgaard. Kom nu, Søren, Thomas og Jacob. Lad os sige dem i kor:

1. ”Dygtighedsevangeliet”

2. ”Socialudligningsevangeliet”

3. ”Trivsels-, tillids- og respekt-for-professionel-viden-og-praksis-evangeliet”.

Halleluja!

Mærkværdigt er det jo, at de alle peger på forskellige kvaliteter, mens de i KL-regi altid omsættes og udelukkende gøres op kvantitativt.

Dygtighedsidealet handler nemlig kun om at ryge i top fem i PISA-undersøgelserne. Det er derfor elever i folkeskolen i KL's optik kun skal blive ”så dygtige, som de kan”. Det gentager du også altid med et stort smil, Søren. Det var da også det, du mente, da du til møderne om spareforslaget betryggede os med, at vores kære kommune er ambitiøse på vores børns vegne. Ikke sandt? Og at I, nu hvor der skal spares, er endnu mere ambitiøse?

Men skulle vi ikke i stedet finde ud af, hvordan vi holder skole, så den passer til dannelsestanken og -sigtet i folkeskolelovens formål? I kender den godt, ikke? I ved, Folkeskoleloven. Den nævner slet ikke den der dygtighedsfloskel med et ord.

Socialudligningsevangeliet tolkes af KL-imperiet sådan, at 95 pct. af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Og jeg kunne forstå på dig forleden, Søren, at du er lidt ked af, at vi ikke helt er i mål på den front her i Aarhus.

Du har ret. Det er der grund til at være ked af. Det er jo et excelark, der hverken pynter en borgmesterkæde eller kan bruges som skulderpuf, når en KL-fyrste trækker i orlogsuniform og fester med universitetsstuderende til kapsejlads. Er det ikke rigtigt, Jacob?

Og en forvaltningsdirektør skal jo få de politiske pinger til at shine, ikke sandt Søren? For tænker du ikke, at dem styrer du egentlig meget godt, derfra hvor du sidder? For Thomas, du har det jo ikke godt med den pædagogiske substans – eller mangel på samme – i dét, Søren har udarbejdet, vel?

Thomas, kan du huske ham den franske filosof Rousseau, som du måske stødte på i bøgerne på lærerseminariet og under din pædagogiske kandidatuddannelse? Du ved ham med drengen Emile, der først og fremmest skulle dannes til at leve et liv som menneske. Tanken var, at så ville han altid sidenhen kunne finde ud af, hvad han skulle leve af. Endnu mere vigtigt dog, så ville han vide, hvad han skulle leve for.

Det er altså spændende tanker. Dem er rigtig pædagogik fulde af. Har du sagt det til de andre, Thomas?

”Trivsels-, tillids- og respekt-for-professionel-viden-og-praksisevangeliet”. Puha, den er lidt kringlet, hva’? Er det derfor den sidste del af evangeliet i praksis er nedtonet fra imperiets side? I ved i forhold til gedigen tillid og respekt for lærernes, pædagogernes og ledelsens professionalitet, viden og praksis.

Jeg indrømmer det blankt, I tre, det er simpelthen også svært at gøre op i tal. Men tal om det med dem i en ånd af åndsfrihed, ligeværd og demokrati, som der står i folkeskolens vigtigste sætning.

Derimod er det lettere at tælle børnesager. For evangeliet kan jo koges ned til, at maks. 5 pct. af børnene i skolen må have en sag ved PPR. I ved, skolepsykologen, som vi sagde før i tiden. Jo lavere, jo bedre tal for mistrivsel, det er selvindlysende.

Det kan også imperiet forstå. For udgifter til PPR skal jo kradses ind i skat. Men det er naturligvis politik og har ikke noget med ansvarligt embedsarbejde at gøre. Den skal du ikke stå på mål for, Søren. Men hvad med jer, Thomas og Jacob?

Og som ansvarlig embedsmand skal du, Søren, heller ikke stå på mål for, at vi med vores fremdriftsreformagtige-, fjumreårsforebyggende-, stressprovokerende-, perfektionist-angst-skabende-, excellencefikserede-læring-for-livet-fra-vugge-til-grav-, dødsyge-mangel-på-tillid-til-professionelles-dømmekraft-og-viden- og konkurrencestatsfabrikssystem har fået opbygget et fuldstændig perverteret lærings- og udviklingsregime, der slider os mentalt ihjel før udsigten til den evigt stigende pensionsalder.

Her tror jeg, vi skal have en KL-fyrste på mål. For slet ikke at tale om regeringen og Folketinget.

Var det alt det, du tænkte på, kære Søren, da du som ansvarlig embedsmand forleden forsikrede os om, at Børn og Unge er meget ambitiøse, når det gælder vores børn og unge?

Jeg kan ikke finde anden undskyldning for jer alle, end at varmen må være steget jer til hovederne. Allright, sommeren var også usædvanlig hed i år.

Apropos børn og unge, som det hele jo handler om. Dem må vi jo ikke glemme i alt det her med de meget vigtige besparelser og alle de der tal.

Vi kom jo fra det med de interviews, som I muligvis har baseret jeres tanker om samarbejde, ledelse og organisering af børn og unge på. Når jeg skriver muligvis, så er det fordi ordet muligvis i den forgående sætning tjener som en såkaldt styrkemarkør. Sådan nogle er ret væsentlige i argumentation.

Det gælder også sådan noget med præmisser, slutninger, påstande, belæg, hjemmel, gendrivelse og den slags kedelige ting. Men ok, jeg er efterhånden med på, at I har været i gamet, længe nok til at I er blevet argumentationsresistente. Det florerer og smitter grelt, der hvor I færdes, siges det.

Nå, jeg har jo ikke belæg for at skrive, at I i virkeligheden baserer hele møget på de 30 interviews. Så derfor må jeg indsætte det lækre ord muligvis. Jeg har jo kun den tilgængelige tekst, jeg kan tolke på. Med afsæt i den kan jeg dog meget hurtigt pege på en helt oplagt besparelsesmulighed.

Jo, den er god nok: De medarbejdere der har skrevet sparekataloget og alle de andre udsendte dokumenter.

For hold nu op, hvor skal man lede længe efter en i alle henseender så dårlig tekst. Dårligt skrevet, lutter luftige påstande og ingen rigtige menneskeord. Fyr dem øjeblikkeligt! Også selv om det kommer til at koste en eller anden aftrædelsesgodtgørelse. Det vil være billigt sluppet. Langt billigere end nogle af de mange lukrative aftrædelsesordninger på øverste hylde i det forvaltningsmæssige system.

Det skal du gøre nu, Søren. For det er du da ansvarlig for, ikke? Først og fremmest så spilder det digre makværk vores tid og giver byrødderne et elendigt grundlag at træffe de rette beslutninger på. Dernæst så det fremstiller dig som uansvarlig embedsmand.

Jeg kan ikke finde anden undskyldning for jer alle, end at varmen må være steget jer til hovederne. Allright, sommeren var også usædvanlig hed i år. Måske det er noget med det samspil mellem menneske og natur, som Folkeskolelovens formålsparagraf præciserer, at eleverne skal have forståelse for?

PS. Så skal jeg egentlig lige høre en enkelt lille bitte ting til de der 30 interviews, der potentielt kan få fatal betydning for byens børn og unge. I skriver om interviewene:

»Der er input og forslag til ændringer, som peger i forskellige retninger. Her er der arbejdet videre med de input, som understøtter den fælles tilgang til arbejdet med børnene og de unge og forslaget til samarbejdsmodellen.«

I har da vel ikke bare udvalgt de svar, I bedst kunne lide, fordi de passede ind i strategien?

Og har I så nu efter krisemødet mandag aften, og hvor alle har undsagt sig det allerede foreliggende mak- og stykværk, tænkt jer at redde stumperne og køre videre uden endnu engang at lytte til borgerne?

Vil bare lige høre.

Kærlige hilsener til min kære kommune,

Frank

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.