Sælger DF nu en million folkepensionisters opsparede samfundskapital i 2018?
Forhåbentlig er der fornuftige mennesker, også i Folketinget, der kommer til sig selv i 2018 og siger nej til en skæv og asocial skattereform med en endog særdeles usympatisk profil, hvor man tryner folkepensionisterne.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som folkepensionist er man i øjeblikket tilskuer til en lidt mærkelig diskussion i alle medier, hvor politikere, politiske kommentatorer og kloge Åger samt ukritiske journalister fører en diskussion om, hvorvidt regeringens forslag til en skattereform primært skal tilgodese de høje indkomster eller de lave indkomster, og om aftalen skal være socialt balanceret, uden at øge uligheden. Dog underforstået at det kun vedrører personer i beskæftigelse. Folkepensionister end ikke nævnes i forbindelse med skattelettelser.
Man deler, uden nogen som helst form for skam, blot befolkningen op i to grupper, en med A-borgere (personer i beskæftigelse), der skal have skattelettelser, og en med B-borgere (bl.a. folkepensionister), der ikke skal have skattelettelser.
Det må siges at være en vision af rang fra regeringen side, at bl.a. én million folkepensionister, efter 40-45 år på arbejdsmarkedet, nu er dem, der skal betale skattelettelserne med deres, i samme periode surt opsparede samfundskapital, uden selv at få del i udlodningen af opsparingen.
Vi bliver i den grad snydt for vores egne penge, og ikke en af politikerne vil røre en finger for os.
Dansk Folkeparti praler lidt med de 0,5 mia. kr. til de ældre i den finanslovsaftale, man nu har indgået. Og så skal folkepensionister være taknemlige for ældrechecken på 16.900 kr. til de mest nødlidende pensionister samt værdighedsmilliarden. Tankevækkende, da disse beløb er almisser, grundet at DF og Folketingets øvrige partier, på nær Enhedslisten, løbende, siden 1990, selv har medvirket til at øge uligheden og forringe pensionsbeløbet for bl.a. folkepensionisterne.
En af årsagerne til denne fortsatte kontinuerlige øgning af uligheden er, som det sikkert vil være nogen bekendt, at der alene til brug i satspuljen (DF er med i satspuljeforliget) løbende tages 0,3 pct. p.a. fra folkepensionisternes pensionsregulering i forhold til arbejdsmarkedets normale lønudvikling. I perioden 1990 til 2012 er der taget ca. 12 mia. kr. For 2013-2017 små 3 mia. kr. og nu for 2018-2021 yderligere små 3 mia. kr. I alt er der således taget ca. 18 mia. kr. og primært fra folkepensionisterne.
Læg så dertil manglende skattelettelser til bl.a. folkepensionisterne i 2003 og 2012 og nu muligvis fra 2018 igen store skattelettelser alene til A-borgerne.
Derfor kan det ikke undre, at uligheden mellem folkepensionister og det øvrige arbejdsmarked hen over årene øges kontinuerligt til ugunst for folkepensionisterne.
Derimod kan det undre, at regeringspartierne ikke er interesserede i folkepensionisternes vilkår, men alene har fokus på skattelettelserne til personer i beskæftigelse.
Det undrer også, at DF vil medvirke til denne fortsatte øgning af uligheden med manglende skattelettelse til bl.a. folkepensionister. DF påstår jo, at det bekymrer sig om de ældre og folkepensionister. Noget tyder dog på, at denne bekymring ikke bunder særlig dybt, da man er med i satspuljeforliget, der tager penge fra folkepensionister og endvidere er villig til at give afkald på skattelettelser til samme i bytte for stramninger på udlændingepolitikken.
En anden anstødssten ved regeringens forslag er, hvordan vi helt almindelige folkepensionister, der har passet vores arbejde i en menneskealder, betalt vores høje skat (ikke nødvendigvis med glæde, men dog betalt) bliver såkaldt samspilsramte på vores pensionsopsparinger. Vi bliver i den grad snydt for vores egne penge, og ikke en af politikerne vil røre en finger for os.
Regeringen vil alene forsøge at løse samspilsproblemet fremover for de personer, der er i beskæftigelse. Altså de samme A-borgere, som også er tiltænkt folkepensionisternes opsparede samfundskapital i form af skattelettelser.
Jeg forstår simpelthen ikke hensigten med fortsat at øge uligheden, og jeg har trods alt været ca. 50 år på arbejdsmarkedet, godt nok uden en universitetsgrad, men dog med en læring om sund fornuft og hvad der er ret og rimeligt.
Forhåbentlig er der fornuftige mennesker, også i Folketinget, der kommer til sig selv i 2018 og siger nej til en total skæv og asocial skattereform med en endog særdeles usympatisk profil, hvor man pisser på folkepensionisterne.
Et nej kan give grobund for mulige gode år fremover, hvor man, til alles fordel, kan bruge det eksisterende råderum til at rette op på uligheden i samfundet.
Til slut vil jeg gerne udtrykke, at jeg synes, at det er trist og uanstændigt, at alle jer, der deltager i den offentlige debat og har ordet i jeres magt, helt negligerer folkepensionisterne.
Det kunne være fint, om der blot var nogle få, der ville repræsentere folkepensionisterne og øvrige pensionister med en kritisk røst i en objektiv og dybdeborende fri presse.