Dokk1-udlejer er stadig fuld af optimisme
Ingen lejere har endnu underskrevet en lejekontrakt i Aarhus Kommunes prestigeprojekt Dokk1 på Aarhus Havn.
I næsten to år har projektchef Niels Vad Sørensen, Urban Mediaspace, haft is i maven med hensyn til at få udlejet de godt 10.000 kvm i prestigebyggeriet Dokk1 på Aarhus Havn.
Endnu er ingen lejekontrakt underskrevet, men Niels Vad Sørensen er stadig optimist.
»Vi er ikke nervøse. Rigtig mange har følere ude, og efterhånden som byggeriet skrider frem, får man en bedre fornemmelse af lokalerne, så min vurdering er, at mulighederne er bedre nu, end da det bare var nogle tegninger,« fortæller han og henviser til, at reaktionen ofte er den samme, når potentielle lejere har været på fremvisning.
»Mange udbryder ”wow”, fordi de bliver imponeret over bygningen, og hvordan den virker, når man bevæger sig rundt i rummene og fornemmer den i forhold til beliggenheden på havnen,« siger han.
I weekenden er der åbent hus på multimediehuset Dokk1, men ifølge projektchefen har det intet at gøre med den aktuelle totale mangel på fremtidige lejere.
»Vi har flere gange vist huset frem under byggeprocessen, for det er jo også borgernes hus. Selv om vi ikke er færdige, og det stadig er en byggeplads, synes vi, at der er noget at se. Sidste gang var der rigtig mange besøgende, så vi forventer igen en stor interesse,« siger Niels Vad Sørensen.
Nemmere at udleje
Ejendomsmægler Jan Nickelsen fra ejendomsmæglerfirmaet Colliers, der er ansvarlig for udlejningen, vurderer, at flere faktorer taler for, at det nu bliver nemmere at finde lejere – bl.a. at der ikke er så lang tid til overtagelsen.
»Tiden fra beslutning til nøgleoverdragelse i andet kvartal næste år er meget kortere nu, og det gør det meget mere konkret for lejeremnerne,« fortæller Jan Nickelsen.
Han er også overbevist om, at en ændret indretning for at tilgodese lejerne vil få kontrakterne til at falde på plads. Flere potentielle lejere har ifølge ejendomsmægleren givet udtryk for, at de ikke fandt det oprindelige miks mellem de offentlige funktioner – hovedbibliotek og borgerservice – og liberale erhverv for optimal.
»Nogle af de liberale erhverv, som vi efterspørger, får ingen synergi ud af at ligge sammen med borgerservice, men vil hellere bo sammen. Aarhus Kommune har lyttet til det og accepteret at ændre indretningen. Nu er udlejningsarealerne samlet på det øverste plan, så Aarhus Kommunes egen anvendelse er kommet ned i de to nederste plan,« fortæller ejendomsmægleren.
Af et nyt prospekt for Dokk1 fremgår det derfor, at hovedbiblioteket ligger i niveau et, mens niveau to primært er reserveret til borgerservice, mens udlejningsarealerne er placeret øverst i bygningen på niveau tre med meget fine udsigtsforhold.
Store dimensioner
»Jeg er helt overbevist om, at markedet vil tage godt imod den nye indretning, og at interessen vil ændre sig markant,« siger Jan Nickelsen.
Han understreger, at det kun har krævet mindre ændringer i tegningerne, og at der ikke er ændret på hovedtankerne i arkitekturen, som stadig vil blive helt speciel og i en klasse for sig.
»Det her hus er så særegent i forhold til andre kontor- og administrationsbygninger i Aarhus. Ingen andre huse har så store dimensioner, og de kan ikke fornemmes på en tegning. Det oplever man først, når man kommer ind i huset og oplever de mange skrå sigtelinjer igennem bygningen og virkningen af de seks atrier,« fastslår han.