Befolkningstilvæksten sætter præg på budget
Borgmester har afsat over 700 mio. kr. til børne-, ældre- og socialområdet. V vil være med til at prioritere.
Der bliver flere og flere aarhusianere, og det bærer borgmester Jacob Bundsgaards (S) forslag til de kommende års budgetter præg af.
Med befolkningstilvæksten får Aarhus Kommune flere indtæger fra skatter og statstilskud, men der bliver også øgede udgifter til bl.a. daginstitutioner, ældrepleje og sociale tilbud.
Med borgmesterens budgetforslag er der således lagt op til at øge budgetterne med 709 mio. kr. de næste fire år indenfor børne- og unge-området (ca. 302 mio. kr.), ældreområdet (201 mio. kr.), socialområdet (197 mio. kr.) og vejområdet (8 mio. kr.).
Det skal effektiviseringer på 0,5 pct. af lønsummen i alle afdelinger – svarende til 45 mio. kr. om året – bidrage til.
Ud over de 709 mio. kr. lægger borgmesteren op til at tage hånd om en række påtrængende udfordringer: vedligeholdelse af vejene (30 mio. kr. årligt), bidrag til en ny forretningsplan og underskudsdækning i Aarhus Lufthavn (17 mio. kr. i 2015 og 9 mio. kr. i 2016 og 2017) og anlægsinvesteringer (ca. 110 mio. kr. større i 2018 end i 2017).
»Højt anlægsniveau«
»Budgettet giver mulighed for at fastholde vækst og høj aktivitet i Aarhus, fordi vi løbende effektiviserer den kommunale drift og har en stram økonomistyring. Byens vækst betyder, at vi har flere penge at gøre godt med, når vi skal udvikle vores service, men samtidig stiger efterspørgslen også på børnepasning, skoler, ældreomsorg mv. Desuden har vi mulighed for at holde et historisk højt anlægsniveau,« siger Jacob Bundsgaard.
I en pressemeddelelse hæfter han sig ved, at budgettet er i balance.
Når der er afsat penge til de øgede serviceudgifter og påtrængende udfordringer er der et råderum på 11,5 mio. kr. om året.
Venstres politiske leder Bünyamin Simsek klandrer borgmesteren for at have sat sig på effektiviseringsgevinsterne.
»Jeg vil gerne være med til at effektivisere, men jeg vil også være med til at bestemme, hvordan pengene skal bruges,« betoner børne- og ungerådmanden.
Bünyamin Simsek vil gerne friholde nogle af de store velfærdsområder, da de har stået for skud. Konkret foreslår han at friholde skoler, sfo’er og klubber.
Budgetforslaget skal mandag behandles i magistraten.